Verdens bedste fond er ved at løbe tør for aktier
Efter tre år med et afkast på 275 pct. har fonden sænket grænser for, hvor mange nye penge der kan komme ind i fonden.
Succes har sin pris. Det gælder også for fonden DSP Blackrock Micro Cap, der investerer i indiske aktier. På tre år har fonden genereret et afkast på 275 pct., hvilket er bedre end nogen anden fond med mere end 500 mio. dollars under forvaltning, men nu er fonden ved at løbe tør for investeringsmuligheder.
Antallet af attraktive aktier er nemlig ved at svinde ind, fordi kurserne på det indiske aktiemarked er »steget for meget for hurtigt«. Fonden har derfor taget det usædvanlige skridt at begrænse inflowet af nye penge i fonden. Det skriver Bloomberg.
»Vi er ikke trygge ved den nuværende værdiansættelse, der begrænser vores evne til at opbygge positioner. I værdiansættelsen er meget af den positive udvikling på kort sigt inddiskonteret,« lyder det fra én af porteføljemanagerne i fonden, der er et joint venture mellem Blackrock og indiske DSP Group.
Ifølge Bloomberg begyndte den succesfulde fond at begrænse inflowet i fonden den 10. august ved at sænke grænsen for indskud fra 200.000 rupees til 100.000 rupees. Det svarer til ca. 10.000 kr.