Canadiske gødningsgiganter i fusionssnak
To canadiske kæmper inden for gødningsindustrien Agrium og Potash har meldt ud, at de har påbegyndt diskussioner om en mulig fusion. Tilsammen vil selskaberne have en markedsværdi på 28 mia. dollar. Det skriver The Wall Street Journal.
Potash er verdens største gødningsproducent målt på kapacitet, men frygter store prissvingninger i kølvandet på de mange fusioner, der er udsigt til i industrien.
Agrium har stærke kompetencer inden for detailmarkedet, og derfor vil de to selskaber kunne komplimentere hinanden godt, skriver The Wall Street Journal.
En mulig sammenlægning af de to virksomheder vil give bedre polstring mod volatile priser på gødning, der kan forekomme med den skærpede globale konkurrence grundet China National Chem Corps opkøb af Syngenta, Bayers planer om at købe Monsanto og Dows mulig opkøb af Dupont.
Ritzau Finans