Storbank satser på turbulens
Norges største bank har for første gang kastet sig over kontrakter, der giver gevinst, hvis der kommer større udsving på markederne.
Det nuværende investeringsmiljø med ekstremt lave rentenivauer og aktiemarkeder, der bliver handlet til høje priser, har fået kapitalforvaltningsafdelingen i den norske storbank DNB til at undervægte aktier og globale obligationer for i stedet at kaste sig over et helt nyt marked.
DNB Asset Management, der har ca. 425 mia. kr. under forvaltning, har således købt finansielle kontrakter baseret på det såkaldte VIX-indeks samtidig med at kapitalforvalteren har øget kontantbeholdningen. VIX-indekset, der ofte bliver kaldt frygtens indeks, stiger og falder groft sagt i takt med de forventede udsving på aktiemarkedet. På den måde har DNB Asset Management hedget (sikret sig, red.) sig imod udsving i sine blandede porteføljer. Det skriver Bloomberg.
»Vi synes, at der er meget mere, som kan trække markederne ned, end vi ser muligheden for positive overraskelser. Vi kan ikke se, hvor de skal komme fra,« siger Torkild Varran, der står i spidsen for DNB Asset Management.
Kapitalforvalteren ser positivt på teknologi- og energiselskaber samt emerging markets, men DNB Asset Management har et negativt syn på selskaber inden for forsyning, essentielle forbrugsgoder og telesektoren. Det er sektorer, som har udbetalt udbytte og dermed er blevet mere efterspurgte af investorer, som har søgt alternativer til obligationer.
»Nogle selskaber har lånt penge for at kunne udbetale udbytte. Hvor længe kan man blive ved med det? Hvis aktien bliver prissat som en dividendeaktie, men selskabet begynder at sænke udbytte, så vil det have en ret stor effekt på prisen,« siger Torkild Varran til Bloomberg.