Kun gigantiske besparelser på brændstof holdt SAS oppe
SAS stiger på børsen efter dagens regnskab. Ingen analytikere anbefaler at købe SAS-aktier.
Investorerne var i juni så frustrerede over halvårsregnskabet fra SAS, at de sendte aktiekursen ned med 18 pct. på kun to dage. Torsdag er kursreaktionen mere beskeden, men dog til den positive side med et plus på 2 pct. efter 30 minutters handel på børsen.
Regnskabet fra tredje kvartal i det forskudte regnskabsår 2015/16 landede da også som ventet. Og derfor nøjes investorerne denne gang med at trække på skuldrene i stedet for at rive den af led.
»SAS følger den plan, man reviderede for tre måneder siden, og som skabte den store skepsis. Indtjeningen på omkring 1 mia. svenske kr. er helt på linje med forventningen,« siger Sydbanks SAS-analytiker, Jacob Pedersen.
SAS fik et overskud før skat på 811 mio. kr., som var på linje med overskuddet i samme periode året før. Ifølge SAS selv skyldes det, at man oplevede en passagertilgang på 226.000. Men dykker man dybere ned i regnskabet, opdager man, at resultatet i den grad bliver holdt oppe af lavere priser på brændstof.
Udgifterne til brændstof faldt således hele 24 pct., hvilket gav SAS en besparelse på 450 mio. kr. I det lys kunne man måske have forventet en større fremgang.
»De fleste almindelige mennesker ville nok forvente, at man i et kvartal, hvor man sparede 450 mio. kr. på brændstofregningen, ville være i stand til selv at holde fast i det. Det formår man ikke. Det vidner om, at kampen i luftfartsindustrien er hård,« siger Jacob Pedersen.
Han hæfter sig ved, at SAS er kommet driftmæssigt styrket gennem perioden, og at resultatet var som ventet. For selv om man sparede mange millioner på brændstof, fik man en negativ valutaeffekt og øgede omkostninger til vedligeholdelse.
Analytikerne er ikke specielt begejstrede for SAS' fremtidsudsigter, og ingen af de fem analytikere, der dækker selskabet, vil anbefale at købe. Tre anbefaler 'hold', mens to råder til at sælge.
Analytikerne har et gennemsnitligt kursmål for de kommende 12 måneder på 12,6 kr. I øjeblikket handles aktien til 15,2 kr., hvilket vil sige, at analytikerne forventer et fald på 17 pct.