Fund af gigantisk oliefelt kan blive det største i dette årti
Det amerikanske energiselskab Apache har fundet et nyt oliefelt i det vestlige Texas, som potentielt kan indeholde mere end 2 mia. tønder olie.
Det skriver Wall Street Journal.
Oliefeltet kan meget vel vise sig at være den største opdagelse af et energilager i dette årti og har ved konservative estimater en værdi på omkring 53 mia. kr.
Ved Apaches egne beregninger har feltet, som er 20 gange større end Manhatten, en værdi på op mod ti gange det konservative estimat.
Opdagelsen af oliefeltet kan forvandle Apache som firma, der på nuværende tidspunkt er USA's sjette største uafhængige energiselskab med en markedsværdi på 20,1 mia. dollar, eller 133 mia. kr.
Selskabets aktie steg desuden med 13 pct. efter det amerikanske marked åbnede onsdag, skriver Wall Street Journal.
Om feltets potentiale rent faktisk kan realiseres, vil tiden vise, da tidligere store opdagelser ofte er fuset ud grundet problemer med udvindingen, og flere eksperter har også udtrykt bekymring for manglen på den nødvendige infrastruktur i det vestlige Texas, skriver den amerikanske avis.
Ritzau Finans