Frygten på aktiemarkedet stiger eksplosivt
Formuepleje har udnyttet investorernes risikoappetit hen over sommeren til at sælge ud af aktierne. Nu stiger frygten.
Frygten på aktiemarkedet stiger, og investorerne kan forberede sig på større turbulens i den kommende tid. Indikationen kommer fra det såkaldte VIX-indeks, som er steget med mere end 60 pct. på bare tre handelsdage.
»VIX kaldes ofte 'frygtens indeks', fordi indekset afspejler, hvad forsikringer mod aktiekursfald koster på korte horisonter. Et lavt VIX-indeks vidner således om højere risikoappetit, og at markedet derfor priser forsikring mod aktiekursfald lavt. Omvendt for et højt VIX,« forklarer Formueplejes aktiestrateg, Otto Friedrichsen.
VIX-indekset har hen over sommeren ligget usædvanligt lavt. Et tegn på, at investorernes risikoappetit har været høj. Men så skuffede den europæiske centralbank (ECB) med sin tavshed omkring fremtidens stimuli-programmer, og dagen efter udtalte et medlem af den amerikanske centralbank (Fed), at en renteforhøjelse i september fortsat er en mulighed. VIX-indekset strøg i vejret. Aktiekurserne gik den modsatte vej.
Ifølge Otto Friedrichsen er VIX-indekset svær at bruge som timer på aktiemarkedet. Men da indekset lå lavt, brugte Formuepleje det som indikator på, at det var tid til at sælge ud af aktierne.
»Vi bruger indekset til at mærke den helt kortsigtede stemning. De meget lave niveauer, der har været, har indikeret en meget stor risikoappetit på den korte bane. Men vi er jo langsigtede investorer, og derfor kigger vi på, hvordan markedet priser risiko på langt sigt. Og når alle er meget optimistiske, når der ikke er nogen, der kan se mørke skyer på det globale aktiemarked, så er det måske der, man skal være opmærksom. Vi har vurderet, at det er nu, vi skal reducere vores aktieandel, så vi kan udnytte de udsving og muligheder, der kommer,« siger Otto Friedrichsen.
Formuepleje har reduceret aktieandelen med en femtedel. Og der er da også flere risikoelementer forude, som vil kunne åbne for nye muligheder.
»En af de helt store er politikken fra centralbanken i USA. Der er valg på vej i USA og Italien, som udgør en risiko. Med det afkast, vi fik henover sommeren, virker det for os som en god mulighed for at agere og være klar til, når volatiliteten kommer,« siger Otto Friedrichsen.