Chr. Hansen køber ind for over 500 mio. kr.
Chr. Hansen har købt verdens mest veldokumenterede probiotiske stamme.
Fødevarekoncernen Chr. Hansen har foretaget et indkøb til en værdi af 73 mio. euro, svarende til 543 mio. kr.
Chr. Hansen har nemlig underskrevet en aftale med Valio om køb af verdens mest veldokumenterede probiotiske stamme LGG, der har været anvendt til fødevarer og kosttilskud siden 1990. Indkøbet glæder Chr. Hansens administrerende direktør, Cees de Jong.
»En af ambitionerne i vores strategi Nature’s No. 1 er at udvide voresnuværende forretning inden for mikrobielle løsninger til human health. Sammen med vores egen probiotiske stamme, BB-12, er LGG-stammen den mest veldokumenterede probiotiske stamme i verden, og med erhvervelsen heraf kan vi både udnytte det fulde potentiale i LGG-mærket på alle markeder for kosttilskud og modermælkserstatninger og forfølge nye muligheder inden for mejeriprodukter,« siger han i en fondsbørsmeddelelse.
Chr. Hansen har i over 10 år solgt LGG-produkter til fremstilling af kosttilskud og modermælkserstatninger til mennesker under en licensaftale med Valio OY.
Opkøbet vil bidrage positivt til Chr. Hansens EBIT før særlige poster i 2016/17 og ændrer ikke selskabets langsigtede finansielle ambitioner. Der vil blive indregnet 2 mio. euro i engangsomkostninger i forbindelse med transaktionen under særlige omkostninger i 2016/17.