- Opdateret 13/09/2016 kl. 08:48
Nets kan blive 32 mia. kr. værd efter børsnotering
Nets har netop offentliggjort sit prospekt.
Dankort-udbyderen Nets går efter at blive børsnoteret den 27. september.
Det fremgår af det prospekt, som Nets tirsdag morgen har sendt ud.
Af prospektet fremgår det også, at Nets går efter en markedsværdi på mellem 26 og 32 mia. kr. efter børsnoteringen. Der bliver sat i alt 42.307.693 nye aktier til salg, og stykprisen bliver mellem 130 og 160 kr. Provenuet forventes at ligge på omkring 5,5 mia. kr.
Prisfastsættelsen af Nets forventes at ligge fast den 27. september, som altså også bliver første handelsdag af virksomhedens aktier.
»Jeg er glad for den respons, vi har modtaget på nyheden om vores intentioner om at blive børsnoteret, både fra private investorer og fra vores nuværende aktionærer. Der er en klar påskønnelse af den transformation, Nets har været igennem i de sidste to år,« siger Bo Nilsson, Nets' topchef, i prospektet.
Udover de 42,3 mio. nye aktier, som Nets forventer at udstede, så vil de eksisterende ejere sælge mellem 37,7 mio. og 70,6 mio. aktier. Det svarer til et beløb på mellem 4,9 og 11,3 mia. kr., som de nuværende aktionærer kan indkassere med det samme.
Efter børsnoteringen vil mellem 40 og 60 pct. af Nets-aktierne være i såkaldt free float, altså tilgængelig for handel på fondsbørsen.