Skaffer du også din arbejdsgiver 20.000 kr. i kassen om dagen?
Omsætningen er høj i de største danske selskaber på fondsbørsen. Men i hvilket selskab er medarbejderne gennemsnitligt mest værd?
Genmab er ikke Danmarks største virksomhed. Men det er til gengæld den virksomhed i C20 Cap-indekset, hvor omsætningen er højest pr. medarbejder.
Det viser en opgørelse, som Investor har lavet over de største børsnoterede selskaber i Danmark.
I seneste kvartal var den daglige omsætning pr. medarbejder i Genmab på 19.638 kr., mens det tilsvarende tal i ISS "kun" var på 436 kr.
Fortsætter den gennemsnitlige omsætning året ud pr. medarbejder i Genmab, vil den årlige omsætning for hver medarbejder runde over 7 mio. kr. Genmab havde 198 medarbejdere ved seneste kvartals afslutning og alligevel formåede virksomheden at skabe en omsætning på over 350 mio. kr.
Selvom omsætningen pr. medarbejder er høj i Genmab, er der dog et stykke vej til de største amerikanske virksomheder på det parameter.
Ifølge CSIMarket har hver enkelt medarbejder i medicinalselskabet AmerisourceBergen gennemsnitligt omsat for 84 mio. kr. det seneste år. Til sammenligning har Apples omsætning pr. medarbejder været på knap 17 mio. kr. det seneste år.
Årets højdespringer i C20 Cap målt på aktiekursen har været DSV, hvis aktie er steget med næsten 20 pct. i år. Målt på omsætning pr. medarbejder ligger DSV dog ikke i top, da virksomhedens 43.593 ansatte i gennemsnit havde en daglig omsætning på 4.439 kr. i seneste kvartal.
*Virksomheder har ikke offentliggjort antal ansatte i andet kvartal 2016. Derfor er omsætning pr. medarbejder udregnet ud fra antal ansatte ved årsskiftet.
**Kommer kun med halvårsregnskab, og derfor er virksomhedens omsætning pr. medarbejder udregnet ud fra de første to kvartaler i 2016.