Nets-chef: Stor interesse for os men stadig tidligt i processen
Betalingskoncernen Nets er på vej på børsen. I tirsdag kom prospektet - og selskabets aktier rammer senest børsen 27. september.
Men det kan gå hen og blive endnu tidligere, selv om det stadig er tidligt i processen. Det siger Nets administrerende direktør, Bo Nilsson, til Ritzau Finans i forbindelse med et investormøde i København arrangeret af Dansk Aktionærforening.
- Det tidligste tidspunkt, vi kan lukke for processen, er 23. september. Jeg vil ikke sige, at det er et succeskriterium for mig - men det ville da være et skulderklap, hvis interessen for vores aktier er så stor, at vi kan afslutte allerede der, siger topchefen.
- Det vil være et stærkt signal på, hvordan markedet så har modtaget os, siger Bo Nilsson.
Ifølge Bloomberg News var der allerede "udsolgt" af aktier onsdag morgen, da der var blevet lagt billet ind på samtlige af de aktier, der er sat til salg i forbindelse med børsnoteringen.
Det gælder også de ekstra aktier, der bliver solgt gennem overallokeringsretten, som kun normalt kommer i spil, såfremt der er stor interesse.
- Jeg koncentrerer mig om at tage ud og snakke med potentielle aktionærer - både private og institutionelle i Danmark og i udlandet. Så er der andre dygtige folk i baglandet, der ser til salget, siger Bo Nilsson.
Onsdag aften kører Bo Nilsson til lufthavnen for at flyve til London - i næste uge er det New York og igen London, der skal besnakkes. Og topchefen siger, at han tager det time for time lige nu.
- Ubekræftede rygter siger, at der har været stor interesse. Men lige nu har jeg fokus på at fortælle potentielle investorer om vores forretning og om vores forretningsmodel. Jeg håber, at mange private vil gå med ind, så vi så at sige kan give Dankortet tilbage til danskerne. Det vil være et stort skulderklap, hvis vores kunder også bliver vores ejere, pointerer Bo Nilsson.
I alt sælger Nets 42,3 mio. nye aktier og 37,7-70,6 mio. eksisterende aktier i forbindelse med børsnoteringen. Derudover kan der fordeles 15,75 mio. aktier via overallokeringsretten.
Selskabet vil - alt efter hvor prisen lander - få en markedsværdi på 26-32 mia. kr. De tre ejere, Bain Capital, Advent International og ATP, står til at tjene milliarder på børsnoteringen.
/ritzau/FINANS