Novo-chef: GLP-1 vil drive os til nye højder
Novo Nordisks portefølje af GLP-1-produkter vil blive særdeles givtig for selskabet i de kommende år.
Det vurderer selskabets koncernforskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen, der ser mange forretningsperspektiver og flere muligheder for at brede GLP-1-produkterne ud til nye sygdomsområder - også efter at selskabets nye ugentlige GLP-1-analog, Semaglutid, har vist hjerte-kar-beskyttende egenskaber.
- Mit personlige gæt er, at når du kommer frem til 2030 og kigger tilbage på udviklingen i Novo Nordisk, så vil man sige, at det var GLP-1-pakken, der drev os til nye højder, ikke blot i diabetes, men også i randzonerne omkring diabetes: nash (ikke-alkoholisk fedtlever, red), fedme og hjerte-kar-sygdomme, siger Mads Krogsgaard Thomsen til Ritzau Finans.
De mange nye indikationer vil dog tage tid.
Novo starter godt nok den mellemste kliniske udviklingsfase 2 med Semaglutid til behandling af ikke-alkoholisk fedtlever senere i år, men studiet er ret langt, idet patienterne skal behandles i halvandet år.
Semaglutid prøves desuden i fase 2 til behandling af fedme, og her ventes resultaterne i løbet af sommeren næste år. Herefter vil Novo i 2018 kunne indlede det nødvendige treårige fase 3-studie for at få midlet godkendt mod fedme.
I forhold til at få Semaglutid positioneret som hjertemedicin er der ikke truffet endelig beslutning.
- Det ville være endnu et kæmpe outcome-studie, hvis vi skulle lave et hjerte-kar-studie i ikke-diabetikere, siger Mads Krogsgaard Thomsen og fortsætter:
- Men jeg kunne godt finde på at gøre det. Men så ville jeg nok vælge at sige, at det skulle være i fedmepatienter i højrisikogruppen. Det kunne så være det "landmark"-studie, der én gang for alle beviste, at overvægtige patienter skal behandles ikke blot med adfærdsændringer, men også medicinsk.
I forvejen står Novos eneste GLP-1-analog på markedet, Victoza, for omkring en tredjedel af selskabets vækst. Midlet er på vej mod at blive tredobbelt blockbuster, hvilket betegner et lægemiddel med et salg på over 3 mia. dollar. Og Victoza har netop overhalet det hurtigtvirkende insulin, Novolog, som Novos bedst sælgende produkt.
Desuden har Novo - baseret på salget i andet kvartal og ganget op - nået et årligt salg på cirka 2,5 mia. kr. af vægttabsmidlet Saxenda, der bygger på samme molekyle, som også indgår i Victoza - Liraglutid.
I slutningen af 2017 eller i 2018 regner Novo så med, at Semaglutid rammer diabetesmarkedet, og der er i analytikerkredse forventninger om, at midlet hurtigt vil få fodfæste. Ifølge Bloomberg News estimeres et salg på over 6 mia. kr. i 2019.
Endelig er Novo i den afsluttende kliniske udviklingsfase 3 med Semaglutid i tabletform.
- Hvis Novo er i stand til at opnå en blodsukkersænkende og vægtreducerende effekt på linje med Victoza, er der efter min mening et kæmpe potentiale i tabletten. Hvis man skæver til SGLT-2-hæmmerne (diabetespiller, red.) ligger markedsforventningerne i størrelsesordenen 6,5 mia. dollar i 2021, og jeg mener ikke, at det er urealistisk, at Semaglutid i tabletform kan nå samme niveau på sigt, siger senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.
Ritzau Finans