Ny nedtur rammer Deutsche Bank hårdt
Tysk bankkæmpe er sendt i dørken af potentiel gigantbøde fra USA.
En potentiel bøde på over 90 mia. kr. er fredag hård ved den i forvejen voldsomt plagede Deutsche Bank-aktie, der kl. 13.30 er nede med 7,5 pct.
De 90 mia. kr. er det beløb, det amerikanske justistministerium kræver for at lukke en sag med rødder helt tilbage til finanskrisen.
Deutsche Bank har umiddelbart ingen planer om at sige ja til tilbuddet fra amerikanerne, melder banken - men det har altså ikke beroligt investorerne synderligt.
Bankens gældsobligationer handler således i øjeblikket til 78 ører for en krones gæld, ifølge Bloomberg, mens aktien har været over 8 pct. nede i løbet af dagen.
De dårlige nyheder er langt fra de første for den gigantiske tyske bank, der efter en krisegenrejsning siden 2011 har været på en lang kursrutsjetur mod den nuværende bund.
På det sociale medie Twitter har dele af finanssektoren og finansjournalister længe fulgt nedturen ved at se på, hvilken markant mindre virksomhed, Deutsche Bank nu er det samme værd som. For et stykke tid siden var det Danske Bank - men den sammenligning holder ikke længere.
I skrivende stund er Deutsche Bank nemlig kun ca. 124 mia. kr., et par mia. kr. mere end Vestas, mod Danske Banks 186 mia. kr., og nu er sammenligningen så rykket sydpå:
Før krisen rundede Deutsche Bank en markedsværdi på lidt over 1.000 mia. kr. Banken handler i dag i det laveste niveau siden krisen - også lavere end i bank-aktiernes dybe bølgedal i 2008 og 2009.