Dyrt canadisk exit tager til i GN Store Nord
Canadisk storspekulant har accelereret sin tilbagetrækning fra satsning mod GN Store Nord-aktien - men samtidig vokser tabet.
Med seks markante handler over de seneste to uger er pensionskæmpen Canadian Pension Plans Investment Board kommet et pænt stykke nærmere på at måtte indrømme - i hvert fald over for sig selv - at en markant satsning på en kursnedtur for danske GN Store Nord var en klar fejl.
Finans Investors beregninger viser, at satsningen siden den tog fart i maj maksimalt kunne have givet et plus på 30 mio. kr.
For at gøre det, skulle den have været lukket sent i juni, hvor GN Store Nord-aktien kortvarigt var helt nede under kurs 115.
På det tidspunkt havde det canadiske selskab "kun" satset mod 1,25 pct. af GN Store Nord-aktierne, og brugt lidt over en kvart mia. kr. på affæren.
Men efter at have været meget aktive på markedet i maj, ventede canadierne igennem hele juni - formentlig godt tilfredse med GN Store Nord-aktiens nedtur fra et niveau omring de 130 kr. i maj helt til 115 kr.
Og så røg der ellers flere penge på rouletten i stor stil i løbet af juli og starten af august, hvor canadierne øgede væddemålet hele 13 gange, og i alt satsede yderligere 400 mio. kr.
Kort før GN Store Nord-regnskabet skulle aflægges den 11. august kom der dog to små nervøse trækninger, der sænkede aktieandelen fra en short position på 3,31 pct. til 3,16 pct., på trods af at der på daværende tidspunkt var tale om en lille underskudsforretning.
Hvis reduktionerne skete ud af bekymring for, at et godt GN Store Nord-regnskab kunne sende aktien op - CPP Investment Board ønsker ikke at kommentere aktive investeringer - skulle man dog nok være gået mere aktivt til værks.
For på regnskabsdagen steg aktien nemlig med 7,6 pct. til lige under kurs 140.
Dagen efter brød aktien den grænse, og er ikke lukket under siden. Mandag handler aktien i kurs 149.
I takt med opturen har den canadiske pensionskæmpe løbende realiseret lidt af tabet - senest med nye opkøb fredag, der bragte andelen af GN Store Nord-aktierne i position ned på 2,58 pct.
Dermed runder tabet hvis positionen skulle lukkes nu 115 mio. kr., selv uden de regninger, canadierne løbende har måtte betale for at låne aktier til en værdi af over 650 mio. kr.
Samtidig står det også klart, at der vil skulle en ret markant GN Store Nord-nedtur til, hvis væddemålet ikke skal ende med et samlet tab.