Storbanker forventer rentestigning
I modsætning til stort set alle andre forventer man i Barclays og BNP Paribas, at Federal Reserve sætter renten op.
Janet Yellen, der står i spidsen for Federal Reserve (Fed), tager fusen på markederne i morgen, onsdag, ved at sætte renten op. Sådan lyder vurderingen fra Barclays og BNP Paribas, der dermed går imod strømmen af analytikere med hensyn til Feds pengepolitik. Næsten alle forventer, at Fed vil fastholde renten uændret i morgen.
De to storbanker er medlem af den lille lukkede klub med 23 medlemmer - de såkaldte primary dealers - som handler obligationer direkte med den amerikanske centralbank. Det er første gang siden september sidste år, at mere end én primary dealer går imod konsensus i samme uge, som centralbankens pengepolitiske komité mødes. Det skriver Bloomberg.
Markedet ser lige nu en sandsynlighed på 20 pct. for at Fed sætter renten op i morgen, men ifølge de to banker har investorerne ikke lagt nok vægt på centralbankens intentioner om at normalisere renteniveauet.
»Der findes ikke et perfekt tidspunkt at hæve renten. Der vil altid være usikkerhed i dataene. Men på trods af flere chok de seneste ni måneder, som har fået Fed til ikke at hæve renten, har jobskabelsen været robust. Vinduet for en normalisering af renteniveauet er åbent, og vi tror, at Fed vil benytte sig af muligheden,« siger Laura Rosner, der er seniorøkonom med fokus på USA i BNP Paribas.