Aktiechef: Annoncerede ordrer fra Vestas peger mod øget markedsandel
Vindmølleproducenten Vestas er godt kørende på ordrefronten hidtil i 2016, og ser man over det seneste år, er tendensen den samme.
Det lover godt for både i år, men også for de kommende år, lyder vurderingen fra Jyske Bank, der har gået ordrerne igennem. Særligt det amerikanske marked ser spændende ud, lyder det fra banken.
- Mens Vestas' forspring som verdens største producent af vindmøller har været ganske stabilt det seneste halvandet år, har Vestas været i stand til at udbygge sin markedsandel i USA fra 31 pct. af den installerede kapacitet i 2014 til 35 pct. i 2015. Og baseret på de annoncerede ordrer i industrien virker det som om, at Vestas vil være i stand til at øge denne markedsandel yderligere, da man har opnået 39 pct. af de annoncerede amerikanske ordrer indtil videre i år, skriver Janne Vincent Kjær, der er vicechef for aktieanalyse hos Jyske Bank, i en analyse.
- Vi ser derfor en god mulighed for, at Vestas øger sin markedsandel til over de forventede 35 pct., hvilket giver et upside-potentiale i forhold til vores estimater for 2017-2020, fortsætter hun, men fastslår, at Jyske Banks forventninger til antallet af overleverede ordrer i USA indtil videre fastholdes, fordi det fortsat er uklart, hvor mange ordrer den amerikanske rival General Electric (GE) har sat sig på.
Jyske Banks gennemgang af alle annoncerede ordrer i vindmølleindustrien de seneste 12 måneder peger på Vestas som klart førende med annoncerede ordrer på samlet 6,2 gigawatt (GW) over det seneste år.
Samlet set er der ifølge Jyske Bank blevet bestilt møller med en kapacitet på 20,8 GW i industrien, og dermed har Vestas taget lige knap 30 pct. af alle ordrer. De to næste i rækken er Siemens og Gamesa, viser opgørelsen fra Jyske Bank.
Banken fastholder den positive anbefaling "stærkt køb" af Vestas med et tilhørende kursmål på 650 kr. Tirsdag formiddag stiger Vestas-aktien med 0,8 pct. til 558,50 kr.
Ritzau Finans