TDC hyrer storbanker som forsvar mod opkøb
Den danske telekoncern TDC har hyret de amerikanske storbanker JPMorgan og Morgan Stanley som forsvar mod et muligt amerikansk opkøb, skriver Berlingske.
Den New York-baserede kapitalfond Apollo har mere end 1200 mia. kr. øremærket til virksomhedsopkøb, og fonden har længe haft sigtekornet rettet mod TDC, da aktien er blandt de billigste i den europæiske telesektor. Det har ansporet TDC til at søge rådgivning hos de amerikanske storbanker efter allerede at have afvist Apollos tilnærmelser i juli, skriver Berlingske.
I juli blev tilbuddet affejet som værende "finansielt utilstrækkeligt, ufuldstændigt og ikke i aktionærernes bedste interesse", men ifølge Bloomberg News skulle et mere attraktivt tilbud være under opsejling, og derudover er der ifølge nyhedsbureauet interesse fra andre fonde og potentielt også svenske Telia.
Markedet har reageret positivt på rygterne om et opkøb af TDC, hvis aktie steg med 7 pct. i sidste uge i eliteindekset C20. TDC er dog selv tavs omkring udviklingen, men det spekuleres at Apollos bud potentielt anses som værende fjendtligt, skriver Berlingske.
/ritzau/FINANS