Overvældende aktiesalg sender Nets på børsen før tid
Der har været så massiv rift om aktier i Nets, at betalingskoncernen fremrykker sin børsnotering til fredag.
Aktierne i betalingskoncernen Nets vil allerede komme i handlen fredag, selv om det i første omgang var planen, at det først skulle ske tirsdag. Det har Nets netop offentliggjort i en meddelelse til fondsbørsen.
Fremrykkelsen skyldes ifølge Nets, at efterspørgslen efter selskabets aktier har været så massiv, at man ikke ser nogen grund til køre udbudsperioden ud.
»Den tidlige lukning af udbuddet skyldes, at den samlede efterspørgsel fra institutionelle og private investorer har oversteget den forventede tildeling af udbudte aktier,« skriver Nets i meddelelsen.
Det betyder, at udbuddet til institutionelle og private investorer allerede lukker i morgen, torsdag den 22. september 2016 kl. 11.00.
»Oplysninger om resultatet af udbuddet, herunder den endelige udbudskurs, det endelige antal solgte aktier og tildeling af aktier, forventes offentliggjort den 23. september 2016,« skriver Nets endvidere.
I forbindelse med prospektet blev det meldt ud, at udbudsprisen pr. aktie ville lande på mellem 130 og 160 kr., men TV 2 erfarer, at riften efter at købe Nets-aktier har været så stor, at minimumsprisen er hævet til 145 kr. Det vil gøre selskabet mellem 29 og 32 mia. kr. værd.