Kan renten falde endnu mere? Ja, det kan den
Renterne kan falde yderligere efter nye rentemeldinger.
Renterne er rekordlave. Men efter en renteudmelding i Japan er de faldet igen, og det kan blive til yderligere fald, når den amerikanske Centralbank afholder FOMC-møde onsdag aften dansk tid.
Den japanske centralbank, BoJ, besluttede at opkøbe obligationer i den lange end af den japanske rentekurve, og det smittede marginalt af på de lange danske realkreditobligationer.
Renterne faldt lidt onsdag, og denne tendens bør fortsætte, mener Nordea, da BoJ valgte ikke at nedsætte styringsrenten, der er et anker for den korte end af rentekurven.
»Rentemarkederne vil dog som de andre finansielle markeder også være noget afventende forud for FOMC-mødet. Vi tvivler på, at Fed skærper retorikken og forventer, at Fed-medlemmerne nedbringer deres renteforventninger, hvorfor markedsreaktionen burde lægge en yderligere dæmper på de amerikanske renter med en afsmittende effekt på renter i andre lande,« konstaterer Nordea i en analyse.
Nordea forventer ikke en renteforhøjelse på mødet. Centralbankchef Janet Yellens kommentarer vil blive analyseret endnu mere end normalt. Men bundlinjen forventes at være, at Federal Reserve fortsat planlægger at hæve renten i december.
Onsdagens møde er særlig interessant i lyset af de forskellige taler siden det seneste FOMC-møde: Yellen og andre FOMC-medlemmer (Stanley Fischer, John Williams, Esther George, Loretta Mester, Eric Rosengren) har signaleret, at de er tættere på en renteforhøjelse. Andre medlemmer (Lael Brainard, Dennis Lockhart) har anført, at det ikke haster, da der kun er få tegn på inflationspres selv med et strammere arbejdsmarked. Der kommer også et nyt ”dot plot”, der er betegnelsen for Fed-medlemmernes renteforventninger.
»Det vil formentlig kun vise en enkelt renteforhøjelse i år, men FOMC-medlemmernes forventninger på lidt længere sigt bliver vigtigere,« konstaterer Nordea.