Hedgefond: Største nedtur siden finanskrisen på vej
Markedet er overvurderet, og nedturen kan vare tre til fire måneder, lyder det fra hedgefonden Discovry Capital Management.
Mens flere investorerne lagde champagnen på køl efter Federal Reserves beslutning om at holde renten i ro ved at sende aktiemarkederne op, er det ikke alle investorer, som forventer at champagnepropperne kommer til at springe i den kommende tid. Én af dem er Robert Citrone, der står i spidsen for hedgefonden Discovery Capital Management.
Han mener, at de finansielle markeder i øjeblikket er på vej ind i den største nedtur siden finanskrisen i 2008. Det fremgår af et notat, hedgefondmanageren har sendt til sine kunde, som nyhedsmediet Bloomberg er kommet i besiddelse af.
»Vi mener, at vi står midt i den korrektion, som vi har forventet. Den vil sandsynligvis strække sig over de kommende tre til fire måneder, og den vil blive den største korrektion siden krisen i 2008,« lyder det ifølge Bloomberg til kunderne.
Hedgefond, der investerer på baggrund af makroøkonomien, har 12,4 mia. dollars under forvaltning. Robert Citrone er blevet kendt i investeringsbranchen, fordi han tidligere var ansat i én af verdens første hedgefonde, Tiger Management Corp. Denne hedgefond blev etableret af den nuværende milliardær Julian Robertson, der forvandlede 8 mio. dollars til 22 mia. dollars fra 1980 og frem til slutningen af 1990'erne.
Helt så imponerende har afkastet dog ikke været i Discovery Capital Management på de seneste. Ifølge Forbes tabte Robert Citrone således penge på sine investeringer i 2015.