Rige fonde flygter fra guldet hurtigere end nogensinde
De såkaldte hedgefonde har på en uge droppet 25 pct. af sine futures-kontrakter på guld, skriver Bloomberg.
Den gyldne periode for guldet ser ud til at være ovre.
Guldprisen er faldet markant de seneste måneder, og nu begynder de rige hedgefonde at flygte fra guldet i en grad, som aldrig før er set. Hedgefondene har nemlig droppet 25 pct. af sine futures-kontrakter på guldet i ugen der gik op til den 11. oktober. Det er det største fald i det årti, man har data på området, skriver Bloomberg.
»Det er ikke overraskende, når man ser, at guldprisen er faldet med 100 dollars i de seneste par uger,« siger David Govett, chef for dyrebare metaller i Marex Spectron Group, til Bloomberg.
Guldprisen er steget omkring 18 pct. for året, men de seneste tre måneder er den faldet med over 6 pct.
Den canadiske storbank RBC forudsagde for en måned siden, at det kun kunne gå én vej for guldet, og det var ned.
»Vi havde brexit, vi havde usikkerhed, vi havde volatilitet, vi havde meget lave renter, og vi havde så mange ting i markedet, som gik i guldets favør,« sagde Christopher Louney, analytiker i RBC Capital Markets, til CNBC med henvisning til, hvorfor guldprisen var gået op og nu ville gå ned.
RBC har vist sig at få ret. I hvert fald på den korte bane. For prisen på én ounce guld var for en måned siden på 1.314 dollars, nu er den på omkring 1.254 dollars. Det er et niveau, guldprisen ikke har været på siden begyndelsen af juni.