Driftsresultatet falder mere end ventet i Norden
Norden kom ud af tredje kvartal af 2016 med et overskud på driftsindtjeningen før renter, skat, af- og nedskrivninger (EBITDA) på 4,1 mio. dollar. Det viser tørlast- og produkttankrederiets regnskab for juli, august og september, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.
Resultatet er dårligere end ventet af analytikerne, som forudså, at EBITDA-resultatet ville lande på 7,5 mio. dollar ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates blandt seks analytikere.
Der er samtidig tale om et markant fald i forhold til tilsvarende periode sidste år, hvor det blev til et EBITDA-resultat på 41,5 mio. dollar.
Norden noterede endvidere en lavere omsætning end ventet på 314,1 mio. dollar mod analytikernes konsensus om en omsætning på 326,9 mio. dollar.
I forhold til tredje kvartal 2015 er der samtidig tale om en tilbagegang i omsætningen fra 400,1 mio. dollar.
- Tredje kvartal udviklede sig overordnet set som forventet og ender trods vores indsats med et utilfredsstillende resultat som følge af markedsudviklingen, konstaterer administrerende direktør Jan Rindbo i en kommentar til regnskabet.
- Vores tidlige fokus på at øge afdækningen i Tank har sammen med salg af tankskibe reduceret vores eksponering til et hårdt ramt tankmarked, mens vi i Tørlast er optaget af at få det bedste ud af det underdrejede marked. Evnen til at kombinere skibe med laster er i den forbindelse et helt afgørende element, fremhæver han videre.
Rederiet vil i forlængelse af strategien 'Focus & Simplicity' udnytte sin position i markedet til over de kommende år at øge operatørvirksomheden i tørlast-divisionen markant gennem øget brug af kortidsindbefragtede skibe.
Endelig landede Nordens resultat efter skat på minus 14,1 mio. dollar. Analytikerne havde ifølge Ritzau Estimates ventet et resultat efter skat på minus 11,3 mio. dollar.
Ritzau Finans