Verdens ældste bank i frit fald - likviditeten kan smuldre før end forventet
Monte dei Paschi di Siena-aktien har onsdag nået sit laveste niveau nogensinde.
Verdens ældste og Italiens tredjestørste bank, Monte dei Paschi di Siena, kæmper lige nu for sin overlevelse.
Banken er hårdt plaget af kæmpe gæld og nødlidende lån. Derfor arbejdes der i øjeblikket på at skaffe fem mia. euro, svarende til omkring 37 mia. kr., inden torsdag i næste uge fra private og institutionelle investorer.
Men ifølge en artikel fra Bloomberg er der bekymring for, om redningsplanen vil lykkes, og at Monte dei Paschi di Siena kan løbe tør for likviditet hurtigere end forventet.
Det har onsdag kl. 11.30 fået Monte dei Paschi di Siena-aktien til at styrtdykke med over 18 pct. til aktiens laveste niveau nogensinde. For året er aktien faldet med næsten 90 pct.
Banken vurderer, at likviditeten kan blive negativ med 15 mio. euro i den femte måned af 2017, og at den kan blive forværret i de efterfølgende måneder. I sidste uge ventede banken, at likviditeten ville løbe ud efter 11 måneder.
Hvis redningsplanen ikke lykkes, kan det betyde, at verdens ældste bank går konkurs, eller mere sandsynligt, at den italienske stat er nødt til at gå ind at redde og overtage banken.
»Indtil nu er Monte Paschis bestræbelser på at finde privat kapital ganske nedslående, og det ser ud som om, at et regeringsindgreb rykker tættere på dag for dag,« siger Pär Magnusson, strateg i Swedbank, ifølge Bloomberg.
Den italienske italienske regering har ifølge BBC anmodet sit parlament om at låne op mod 20 mia. euro - 150 mia. kr. - for at støtte landets skrøbelige banksektor og potentielt redde Monte dei Paschi di Siena.
Monte dei Paschi di Siena blev grundlagt i 1472 og var så sent som i 1990’erne Europas mest profitable bank.