Investor

Kæmpe tæv til Pandora-aktien - falder næsten 14 pct.

Det voldsomme kursfald i Pandora er taget til i styrke ud på eftermiddagen.

Pandora bliver straffet af investorerne efter et regnskab, der ikke levede op til forventningerne. Foto: Sisse Dupont

Smykkekoncernen Pandora bliver banket gul og blå i dagens handel på børsen, og slagene er så voldsomme, at aktien er på vej mod sin dårligste dag i seks år.

Aktien styrtdykkede fra morgenstunden med mere end 7 pct. efter et skuffende regnskab, og ud på eftermiddagen er faldet taget til i styrke. Men da Børsen var lukket var aktiekursen faldet med 13,688 pct. Dermed er dagen den dårlligste i mere end seks år for Pandora-aktien. Man skal således helt tilbage til den 19. maj 2011, hvor kursen faldt med 21,65 pct., for at finde en værre dag.

Faldet betyder, at Pandora-aktien indtager en klokkeklar sidsteplads i C20-indekset. Til sammenligning bliver næstsidstepladsen indtaget af Novozymes med et fald på 2,37 pct.

»Det er udlandet, der presser Pandora. Jeg kan dog ikke se, om det er hedgefonde, der har øget deres short-positioner, eller om man bare har solgt,« har Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, tidligere på dagen forklaret til Finans.

Pandora offentliggjorde regnskab for 2. kvartal i morges kl. 7.30, så investorerne havde halvanden time til at tygge sig igennem det, inden børsen åbnede. Det krævede dog ikke meget læsning at finde ud af, at regnskabet ikke levede op til analytikernes forventninger.

De havde ventet, at Pandora ville lande et nettoresultat på 1,26 mia. kr. i 2. kvartal, men Pandora tjente ca. 1,1 mia. kr. i 2. kvartal. Toplinjen levede heller ikke op til forventningerne, for omsætningen landede på 4,8 mia. kr., hvilket var ca. 100 mio. kr. under analytikernes forventninger.

Driftsresultatet (EBITDA) landede på 1.611 mio. kr., svarende til en EBITDA-margin på 33,4 pct. Her var der ventet 1.757 mio. kr. og 35,7 pct. ifølge Ritzau Estimates.

Det er anden gang inden for kort tid, at Pandora får en syngende lussing på børsen. Den 18. april blev aktiekursen banket ned med mere end 12 pct., efter at investeringsbanken Carnegie på baggrund af en forhandlerundersøgelse havde sænket sin anbefaling og samtidig skåret en stor luns af kursmålet.

Læs også
Top job