Hedgefond stak kniven dybere ind såret under voldsom Pandora-nedtur
Den amerikanske hedgefond AQR Capital Management øgede sin shortposition i Pandora under tirsdagens nedtur.
Den amerikanske hedgefond AQR Capital Management var med til at tvinge Pandora i knæ på børsen, da aktien i tirsdagens handel faldt med næsten 14 pct. efter et regnskab for 2. kvartal, der skuffede.
AQR Capital Management, der indledte sit angreb mod Pandora, i maj, øgede nemlig sin shortposition i Pandora fra 1,4 pct. til 1,5 pct. af aktierne i den danske smykkekoncern i løbet af dagens handel. Det viser en indberetning til Finanstilsynet.
Når man shorter en aktie, spekulerer man i, at den vil falde i værdi. Har man en shortposition i en aktie, tjener man penge, hvis aktien falder i værdi. Omvendt taber man penge, hvis aktien stiger i værdi.
Aktien i Pandora styrtdykkede fra morgenstunden med mere end 7 pct., og ud på eftermiddagen tog faldet til i styrke. Ifølge indberetningen var det da også ud på eftermiddagen, at den amerikanske hedgefond øgede sin shortposition. Da børsen lukkede var aktiekursen i Pandora faldet med 13,688 pct.
Det blev dermed den dårligste dag på Børsen i mere end seks år for Pandora-aktien. Man skal således helt tilbage til den 19. maj 2011, hvor kursen faldt med 21,65 pct., for at finde en værre dag.
AQR Capital Management er langt fra den eneste udenlandske hedgefond, der er gået til angreb på Pandora. Listen tæller også Coatue Management, Third Point, Blue Ridge Capital og Lone Pine Capital. Sidstnævnte benyttede dog det store fald til at hive noget af sin gevinst hjem.
Lone Pine Capital har haft en shortposition i Pandora siden februar, og ifølge beregninger, som Finans lavede i begyndelsen af august, havde hedgefonden på dette tidspunkt en urealiseret gevinst på ca. 70 mio. kr., hvis man ser bort fra gebyrer. Under det voldsomme kursfald reducerede Lone Pine Capital sin shortposition fra 1,21 pct. af aktierne i Pandora til 1,16 pct.
Alle shortpositioner, der er større end 0,5 pct. af selskabernes aktier, skal indberettes til Finanstilsynet, som derefter offentliggør indberetninger. Der kan altså være mange flere små short-angreb, som ikke er registrerede.