- Opdateret 20/09/2017 kl. 09:07
Maersk Tankers er blevet solgt for milliardbeløb
A.P. Møller Holding har købt 100 pct. af aktierne i Maersk Tankers.

Tankskibsrederiet Maersk Tankers, der er et af verdens største inden for transport af olie og gas, er blevet solgt for over 7 mia. kr.
Det oplyser A.P Møller-Mærsk i en fondsbørsmeddelelse onsdag morgen.
Køberen er investeringsselskabet APMH Invest, der er ejet af A.P. Møller Holding, Mærsk-familiens holdingselskab, som ifølge cvr-registret er i besiddelse af knap halvdelen af aktierne i A.P Møller-Mærsk.
Mærsk-arvingerne Robert Uggla og Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla er henholdsvis administrerende direktør og bestyrelsesformand i A.P. Møller Holding.
»Maersk Tankers har over det seneste århundrede bygget en stærk virksomhed op. Med dette køb sigter A.P. Møller Holding mod at vedblive en engageret ejer og bidragsyder til Maersk Tankers' fremtidige udvikling,« siger Robert Uggla i en pressemeddelelse.
Maersk Tankers vil fortsat drive virksomhed under navnet Maersk Tankers og vil fortsætte med at bruge det syvtakkede stjernelogo, Mærsk er synonym med, som en del af sit varemærke.
Samtidig planlægges der at lave et separat ejerskabskonsortium for Maersk Tankers' flåde sammen med den japanske handelsgigant Mitusi & Co.
Handlen forventes gennemført i begyndelsen af oktober, og købsprisen kan blive justeret, hvis enten tankskibsmarkederne forbedres, eller hvis APMH Invest sælger skibe videre for en højere sum, end skibene blev købt til.
Provenuet fra handlen vil Mærsk bruge til at nedbringe gæld.
Salget af Maersk Tankers kommer, efter Mærsk i august solgte olieforretningen til franske Total for 47 mia. kr. På hylden over varer til salg i Mærsk-koncernen er stadig Maersk Drilling og Maersk Supply Services.