Aktier

Torsdagens aktier: Analyse fik Ambu til at krakelere

Ambu-aktien slog revner og medvirkede sammen med Genmab til at trække det danske aktiemarked i minus torsdag, hvor blandt andet den amerikanske centralbanks rentemeddelelse skulle fordøjes.

Kursfald i USA onsdag aften udløste fald på det danske aktiemarked fra morgenstunden, men aktierne rettede sig noget i løbet af eftermiddagen, da det stod klart, at også Wall Street var kommet i bedre humør.

Den amerikanske centralbank hævede igen sin ledende rente og fjernede samtidig formuleringen om, at pengepolitikken er "lempelig". Ingen af delene var dog uventet.

Facit ved lukketid var et fald i C25-indekset på 0,5 pct. til 1120,78, efter at indekset en overgang lå til et fald på 1,2 pct.

KLØ TIL AMBU

Ambu var med et fald på hele 16,7 pct. til 153 kr. en tung klods om benet for det danske eliteindeks.

Nordea sænkede sit kursmål for Ambu-aktien til 149 kr. fra 168 kr., og gentog anbefalingen "sælg" med henvisning til, at det er tvivlsomt, om selskabet når sit mål om en omsætning på 5 mia. kr. i 2020.

- Ambus entré i det større felt for endoskopi i mave/tarm er kritisk for vækstudsigterne. Efter vores vurdering er risici undervurderede, og vi ser Ambu ramme næsten en tredjedel under sit ambitiøse mål om et salg på 5 mia. kr. i 2020, skriver Nordea i analysen.

Blandt torsdagens kursdykkere var også Genmab, der ellers steg 0,8 pct. under sin kapitalmarkedsdag onsdag, men torsdag faldt med 4,6 pct. til 1022,50 kr.

Martin Munk, der er aktierådgiver i Jyske Bank, mener, at faldet kan hænge sammen med, at analytikerkorpset nu skal tage højde for en højere omkostningsbase fremadrettet. Således fortalte Genmab om sit arbejde med at opbygge sin egen salgsorganisation frem mod 2020.

- I og med at man i fremtiden egenhændigt vil markedsføre sine produkter, så skal der ansættes, og omkostningsbasen vil stige, siger Martin Munk.

FALD I DANSKE BANK

Blandt bankerne var der klø til Danske Bank, der endte 1,3 pct. lavere i 170,10 kr.

Danske Bank var torsdag på forsiden af Politiken, der kunne fortælle, at Skattestyrelsens efterforskere mener, at banken brugte det berygtede og nu lukkede advokatfirma Mossack Fonseca i Panama til at hjælpe danske kunder med at undgå at betale skat.

Desuden sænkede amerikanske Goldman Sachs torsdag sit kursmål for Danske Banks aktie til 200 kr. fra 250 kr. Den berettiger stadig til anbefalingen "køb".

Blandt de positive islæt i C25 var Ørsted, som steg med 3,3 pct. og satte lukkerekord med 435,10 kr., efter at finanshuset RBC løftede kursmålet for aktien til 490 kr. fra 465 kr.

Anbefalingen er stadig "outperform".

MILLIARDORDRE TIL FLSMIDTH

Også FLSmidth lyste op med en stigning på 3,7 pct. til 399 kr., efter at ingeniørkoncernen kunne fortælle, at en række forhold er faldet på plads, så kontrakter på to cementfabrikker til en værdi af mere end 250 mio. euro er kommet i hus.

Blandt de mindre selskaber fragik retten til et ordinært udbytte på 5,46 kr. torsdag aktien i modekoncernen IC Group. Det fulgte efter et ekstraordinært udbytte på 100 kr. per aktie fra salget af Peak Performance-brandet, der også blev udloddet i september.

IC Group-aktien faldt med 7,3 pct. - eller 5 kr. per aktie - til 63,40 kr.

Læs også
Top job