Aktier

USA/åbning: Hasbro og Halliburton dykker i blandet åbning

De ledende amerikanske aktieindeks har vanskeligt ved at finde takten mandag. Mens S&P 500 og Dow Jones begge vakler omkring uændret i forhold til fredag, så stiger Nasdaq med 0,3 pct. i de første handler.

De såkaldte Faang-aktier, Facebook, Amazon, Apple, Netflix og Googles moderselskab, Alphabet, der er i det teknologitunge Nasdaq, ligger næsten alle i plus med stigninger op til 1,3 pct. Kun streamingtjenesten Netflix dropper en anelse og falder med 0,2 pct.

De kinesiske sværvægtere, der er noteret i USA, Baidu, JD.com og Alibaba stiger i de første handler 3,2 pct., 3,9 pct. og 4,7 pct. Stigningerne kommer her, efter at en tro på lempelser i den kinesiske økonomi spirer, skriver Reuters.

Mandag steg Shanghai Composite med 4,1 pct. i kølvandet på, at Kina lovede at opveje virkningen af de amerikanske toldsatser. Den kinesiske regering offentliggjorde lørdag, at den har planer om nye regler for skattefradrag for enkeltpersoner så væksten stimuleres.

HALLIBURTON OG HASBRO DYKKER

Regnskaberne strømmede allerede inden børsernes åbning ind.

Halliburton, som er leverandør af produkter og services til oliefelter, venter at olie- og gas industrien vil se en bedring i 2019, efter en svag udvikling i efterspørgslen i 2018 for hele branchen. Selskabet kan dog stadig i sit regnskab for tredje kvartal præsentere en indtjening på 50 cent pr. aktie, hvilket er 1 cent mere, end analytikerne havde forventet.

På den samlede omsætning var der også en lille stigning at spore til 6,17 mia. dollar., mens analytikerne havde ventet 6,11 mia. dollar.

Det Texas-baserede selskab kunne samtidig oplyse, at driftsindtægterne endte på 716 mio. dollar, mens estimater indsamlet af Bloomberg var på 696,3 mio. dollar.

Det er dog ikke nok til at vække begejstring hos investorerne, der sender aktien ned med 3,3 pct.

Hos legetøjsgiganten Hasbro, der står bag Nerf, My Little Pony, Risk og Matador, hænger mundvigene også nedaf, da resultaterne for tredje kvartal skuffede. Koncernen leverede et ordinært overskud pr. aktie på 1,93 dollar mod en forventning ifølge Bloomberg på 2,24 dollar. Resultatet var under laveste analytikerestimat, da estimaterne lå i intervallet fra 2,12 dollar til 2,32 dollar.

Omsætningen kom ind på 1,57 mia. dollar mod ventet 1,71 mia. dollar.

Hasbro-aktien falder 5,5 pct. efter kort tids handel og trækker konkurrenten Mattel, der leverer Barbie, Fisher-Price og Matchbox til børnene, ned med 1,8 pct.

Læs også
Top job