Aktier

Mandagens aktier: Mismodet bredte sig mens Topdanmark gjorde fin figur

Topdanmark spurtede fra de fleste danske aktier mandag, efter at forsikringsselskabet kom med regnskab for juni, juli og august. Tallene var bedre end ventet - og der var da også en opjustering med til investorerne, der kvitterede ved at sende aktien op med 6,8 pct. til 314,40 kr.

- Topdanmark kom med et stærkt resultat, som var noget bedre, end det markedet havde ventet, og derfor outperformer den aktiemarkedet generelt set i dag, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

Topdanmark kom ud af tredje kvartal med et nettooverskud på 459 mio. kr. I følge estimater indsamlet af Ritzau Estimates havde analytikerne ventet et overskud på 351 mio. kr. for perioden. I samme ombæring var der en opjustering med, hvor selskabet nu ser den såkaldte modelmæssige resultatprognose lande på 1200-1300 mio. kr. mod tidligere 1050-1150 mio. kr.

Combined ratio, der populært sagt sætter udbetalte erstatninger og omkostninger i forhold til præmierne, ses lande på 86-87 for hele 2018 eksklusive afløbsgevinster mod tidligere ventet 88-89.

Ellers blev det til en dag med kolde afvaskninger på aktiemarkederne, hvor de store børser i Europa i løbet af dagen vendte rundt og sluttede med fald. Og udviklingen var den samme på det danske aktiemarked.

Samlet blev det til et fald i eliteindekset, C25, på 0,4 pct. til indeks 1041,35 med Pandora i top uden selskabsspecifikt nyt. Smykkeaktien steg med 1,4 pct. til 428 kr.

- De ledende indeks i Europa og herhjemme begyndte at falde, da USA åbnede. Der er ikke tale om de store fald, da markederne ligger og svinger omkring nullet. Og bevægelsen skyldes ikke væsentlige nyheder, vurderer Mads Zink.

ØRSTED GIK FRA PLUS TIL MINUS

Indtil vendingen havde Ørsted ellers en forrygende dag blandt andet er båret frem af et par positive analytikerændringer. Danske Bank løftede både anbefalingen og kursmålet for aktien til "hold" mod tidligere "sælg" og kursmålet til 425 kr. fra 350 kr.

Også norske ABG Sundal Collier så nærmere på Ørsted-aktien og hævede anbefalingen til "køb" fra "hold og kursmålet til 475 kr. fra 440 kr., viste data fra Bloomberg News.

Aktien steg med 0,3 pct. til 421 kr.

Ørsted meldte mandag ud, at det har valgt den tysk-spanske vindmølleproducent Siemens Gamesa som foretrukken leverandør til de første af energikoncernens havvindmølleprojekter i Taiwan. De to selskaber har endnu ikke indgået en bindende aftale.

- Ørsted har i lang tid snakket om Taiwan som et marked, det gerne ville ind på. Og nu kommer den her meddelelse så, hvilket gør det lidt mere konkret, siger Mikkel Duus-Hansen, aktieanalytiker i Spar Nord.

Vestas-aktien steg med 0,6 pct. til 416,70 kr. på trods af Ørsteds "fravalg".

- Der kom nyt fra en tysk vindauktion før weekenden, som viste højere priser i forhold til den seneste auktion. Og det trækker Vestas med op, siger Mikkel Duus-Hansen.

MEDICINALAKTIERNE FULGTE EUROPÆISKE FALD

Aktiekurserne hos Bavarian Nordic, Novo Nordisk, Genmab og Coloplast faldt med op til 2,2 pct. og fulgte dermed trenden i Europa, hvor sektoren lå til et fald på 0,7 pct. ved dansk lukketid i det paneuropæiske aktieindeks Stoxx 600.

Helt konkret var der nyt til Genmab, der sent søndag aften annoncerede positive data fra en del af fase 3-studiet Cassiopeia, der kombinerer Darzalex som førstebehandling sammen med Velcade, Thalidomid og hormonpræparatet Dexamethason. Den første del af studiet mødte det primære endemål, fremgik det af en meddelelse.

Genmab steg det meste af dagen men endte med et minus på 1,8 pct. til 906 kr.

Læs også
Top job