Europa/aktier: Tyske Osram lyste op på rød aktiehimmel
En af verdens største producenter af lyspærer, tyske Osram Licht, kan være på vej væk fra aktiemarkedet, da kapitalfonden Bain Capital tilsyneladende er interesseret i at købe.
Det skrev Bloomberg News tirsdag - og det fik kursen til at lyse op.
Bain har ifølge kilder allieret sig med finansielle rådgivere - og også andre potentielle købere ser ifølge kilderne muligheder for et køb.
Siden nytår er værdien af Osram næsten halveret efter to nedjusteringer, skrev Bloomberg News. Tirsdag steg Osram med 16,1 pct. til 38,86 euro mod en pris på 74,93 euro ved årsskiftet.
Osram toppede det paneuropæiske aktieindeks Stoxx 600 tirsdag, mens indekset faldt med 0,2 pct.
- Markederne falder i dag efter tweets fra den amerikanske præsident mandag aften, hvor han skrev, at han ikke har tænkt sig at bløde op på nogle områder i forhold til handelskrigen med Kina, siger Nikolaj Holmsgaard, børsmægler i ABG Sundal Collier.
Det var blandt andet medicinalsektoren, der var med til at hive det samlede indeks ned med et fald på 0,4 pct. - ført an af britiske UDG Healthcare, der mistede 4 pct. på kursen efter et regnskab for 2017/18, der ikke levede op til markedets forventninger.
Britiske Thomas Cook, et af verdens største rejseselskaber, faldt 22,6 pct. Den varme sommer og briternes kommende udtræden af EU fik selskabet til for anden gang på to måneder at nedjustere forventningerne til regnskabsåret 2017/18.
/ritzau/FINANS