USA/aktier: Plusser trods mere trykket stemning
Mandagens meget positive udvikling med plusser på op mod 2,0 pct. var kortvarig, da stemningen tirsdag var mere trykket. Igen havde investorerne rettet fokus mod handelskrigen efter ny sabelraslen fra USA's præsident, Donald Trump. Alligevel blev det ikke til noget stort udsalg, men i stedet små plusser.
Det brede S&P 500-indeks steg med 0,3 pct., mens Dow Jones, som blot har 30 aktier i sig, vandt 0,4 pct. Teknologitunge Nasdaq gik dog kun marginalt frem.
Den trods alt let positive stemning fortsætter onsdag morgen. De tre store indeksfutures ligger med stigninger på 0,1-0,2 pct.
TRUMP RASLEDE MED SABLEN
Donald Trump truede i et interview i The Wall Street Journal med, at USA vil gå videre med planerne om at pålægge told på den resterende del af Kinas eksport til USA, hvilket punkterede håbet for de investorer, som havde set frem til en opblødning, når Trump senere på ugen mødes med Kinas præsident, Xi Jinping.
- Der sker ikke rigtig noget denne tirsdag. Der er noget støj stadigvæk med Italien, brexit og handelskrigen, men det ser ud til, at man har solgt ud. Det ligner mest af alt en nullert, mens man venter på G20 i weekenden, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.
- Det ser ud til, at vi har fundet et niveau nu, hvor der skal noget mere til for at køre længere ned.
Danske Banks seniorstrateg peger på, at udsalget i USA har været ganske voldsomt, når man tager i betragtning, hvor gode regnskaberne gennem hele året har været.
I S&P 500 var der fremgang til 8 ud af 11 sektorer. I top fandt man sundhed, som steg med 1,0 pct., mens dagligvareaktierne og forsyning gik op med 0,9 pct. hver. It-aktierne steg 0,2 pct.
I bunden faldt råvarer og materialer med 1,3 pct., mens energi og industri mistede 0,3 og 0,2 pct.
OG I DET RØDE HJØRNE ...
Der var igen tirsdag fokus på kamphanerne Apple og Microsoft. De to it-giganter er hoppet i ringen for at finde frem til, hvem af dem der er verdens mest værdifulde selskab. Apple var tidligere i år det første nogensinde til at krydse 1000 mia. dollar, men er siden faldet kraftigt tilbage - og det med dobbelt hast af Microsoft. Derfor ligger de to nu side om side.
Mandag var Microsoft i en kortere periode foran Apple, men softwaregiganten kunne ikke stå distancen. Tirsdag kom dog et nyt angreb, da Apple faldt med 0,2 pct., mens Microsoft vandt frem med 0,6 pct.
Apple var tirsdag negativt påvirket af, at Trump ikke lægger op til undtagelser ved ny told på varer fra Kina - heller ikke for iPhonen, der samles af kinesiske underleverandører.
Blandt de store selskaber endte Amazon tæt på nul, mens Netflix steg med 2,0 pct. Googles moderselskab, Alphabet, tabte 0,4 pct., og Facebook faldt med 1,0 pct.
UNITED STRAFFET EFTER OPKØB
På selskabsfronten var der fokus på United Technologies. Koncernen fik i sidste uge godkendt købet af Rockwell Collins og kan nu fokusere på sin fremtidige struktur.
Selskabet planlægger at splitte sin forretning op i tre områder og skille sig af med de to, men processen ventes at tage 18 til 24 måneder - længere end ventet. Samtidig skuffede koncernen med, at luftfartsdivisionen næste år efter opkøbet af Rockwell vil levere en fri pengestrøm på 750 mio. dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News have regnet med 1280 mio. dollar.
Aktien faldt med 4,1 pct.
POLITISK HJÆLP
I toppen af S&P 500 fandt man omvendt PG&E, da aktien steg med 7,4 pct.
Forsyningsselskabets aktiekurs er næsten blevet halveret af skovbrandene i Californien, da selskabets udstyr sandsynligvis er årsagen til brandene - ligesom i 2017. Kravene kan løbe op i et tocifret milliardbeløb, i dollar, og derfor er der udsigt til endnu en kæmperegning til PG&E.
Tirsdag var der dog udsigt til, at politikerne i Californien vil vedtage en ny lov, som gør det muligt for PG&E at udstede obligationer til at betale de ventede store erstatninger.
/ritzau/FINANS