Trumps våbenhvile med Kina gav gevinst på de amerikanske handelsgulve
Den første handelsdag efter meddelelsen om, at USA og Kina vil forsøge at løse handelskonflikten og de stigende toldsatser, gav investorerne en roligere nattesøvn med fine plusser i USA.
Der var næsten fundet truthorn og flag frem, da det amerikanske aktiemarked lukkede mandag aften med plusser all over. Det var den første handelsdag, efter Trump på G20-mødet i Argentina i weekenden indgik en aftale med Kinas præsident om at udskyde landenes toldkrig.
En våbenhvile, blev det kaldt, for hvis ikke parterne er blevet enige inden for 90 dage, så sætter USA gang i planen om at hæve tolden på varer for 200 mia. dollars fra 10 pct. til 25 pct.
De problemer må vente til 2019, for alle tre toneangivende indekser gik i plus; Dow Jones steg 1,13 pct., S&P 500 gik op med 0,94 pct., mens Nasdaq trak fra med 1,35 pct.
»I dag handlede det mest om at fejre udsættelsen af det, der kunne have været et worst-case scenarie i handlen mellem USA og Kina,« lød det fra Michael Arone, der er chefstrateg for investeringer i State Street Global Advisors, til Reuters.
Han fastslår dog, at der stadigt er nogle knaster, der skal høvles af hos begge parter.
Konflikten mellem USA og Kina har fået alle, der lever af investeringer, til at trække vejret letter urytmisk de seneste måneder, for hvis det endte med en konflikt i fuld skala, ville det ramme hele verdenshandlen i større eller mindre grad.
Våbenhvilen har fået investorerne til at få pulsen lidt ned.
»Handel er en afgørende faktor for markederne, for det påvirker vækst i indtjeningen. USA og Kinas villighed til at fortsætte forhandlingerne er helt klart positiv,« sagde Sam Stoval, der er chefstrateg for investeringer hos CFRA, til Wall Street Journal.
De hårdt prøvede aktier fra tech-giganter som Amazon og Apple nød også godt af weekendens våbenhvile. De steg henholdsvis 4,9 og 3,5 pct., mens bilproducenter som General Motors og Ford – der kunne se frem til alvorlige problemer, hvis der kom en handelskrig – steg begge med lidt mere end 1 pct.