Aktier i Asien: Østen præget af gevinsthjemtagning og fornyet tvivl
De asiatiske aktiemarkeder tager dyk af varierende størrelse tirsdag, hvor investorernes lettelse over weekendens våbenhvile i handelskrigen er afløst af nagende tvivl om, hvorvidt Kina og USA vil være i stand til at løse de mange og store handelsknaster, ikke mindst efter at USA's præsident, Donald Trump, har udnævnt Kina-kritikeren Robert Lighthizer til at lede næste runde af forhandlingerne.
- Markeder afspejler den skrøbelige våbenhvile mellem USA og Kina efter et første suk af lettelse. Investorer trækker noget likviditet ud, mens de overvejer detaljerne i, hvad der blev aftalt, og hvor længe våbenhvilen kan vare ved, siger økonom Song Seng Wun fra CIMB Private Banking til Reuters.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavets aktier uden for Japan falder 0,3 pct.
I Tokyo hjemtager investorer gevinster fra gårsdagens stigninger i de cykliske aktier, mens faldende amerikanske obligationsrenter presser de finansielle virksomheder.
Nikkei-indekset falder 1,7 pct., mens det brede Topix-indeks dropper 1,9 pct.
Investorerne i Kina indledte dagen med plusser, men stemningen er skiftet og den røde pensel er blevet taget i brug. Shanghai Composite ligger med et marginalt plus, mens CSI 300-indekset er droppet under balancepunktet til et minus på 0,1 pct.
Hongkongs Hang Seng-indeks falder samtidig 0,3 pct.
Futures for de store amerikanske aktieindeks ligger med fald på 0,5-0,7 pct.
Indeks Udvikling (%) Nikkei 225-1,7 Topix-1,9 Hongkongs Hang Seng-0,3China Shanghai Composite0,0China CSI 300-0,1Taiwan Taiex-0,5 Sydkoreas Kospi-0,9 Indiens BSE Sensex-0,3 Singapores STI-0,9 Sydney ASX 200-0,9
Indeksværdi klokken 05.45.
/ritzau/FINANS