USA/åbning: Stigningerne fortsætter - GE hopper 10 pct.
De amerikanske aktier stiger pænt ved åbningen torsdag. Stadigvæk på ryggen af positivt nyt om handelskrigen mellem Kina og USA, der onsdag skabte en god stemning.
Det brede aktiemarked, målt på S&P 500-indekset, stiger torsdag 0,6 pct. efter en stigning onsdag på 0,5 pct. Dow Jones-indekset vinder 0,5 pct. oveni en stigning på 0,6 pct. onsdag, mens teknologitunge Nasdaq stiger 0,7 pct. efter en stigning på på 1,0 pct. onsdag.
Aktierne i General Electric får oprejsning efter et stort fald i år. Aktien stiger 10 pct. til 7,37 dollar efter små ti minutters handel. Det sker, efter at selskabet har meddelt, at det vil frasælge en majoritetspost i softwareselskabet Servicemax. Der er endnu ikke offentliggjort detaljer om handlen, der ventes færdiggjort i første kvartal næste år. GE oplyste samtdig, at selskabet vil reorganisere sin digitale forretning. Aktien er dog fortsat mere end halveret i år.
Med til den positive stemning i GE er det også, at JP Morgan, der længe ikke har brudt sig om GE-aktien, har ændret holdning til GE-aktien og nu anbefaler "hold" mod tidligere "sælg".
/ritzau/FINANS