Aktier

USA/aktier: Centralbankskuffelse sendte markedet ned

De amerikanske aktier vendte onsdag fra plusser til dybe fald, da landets centralbank i modsætning til, hvad flere havde håbet, ikke var tilstrækkelig blid i forhold til udsigterne for 2019.

Det brede S&P 500-indeks faldt med 1,5 pct., men var på et tidspunkt ligeså langt oppe i den anden retning.

For Dow Jones-indeksets vedkommende endte onsdagen også med et minus på 1,5 pct., mens teknologitunge Nasdaq mistede 2,2 pct. Begge indeks var før rentemeldingen i plus.

TO ER EN FOR MEGET

Federal Reserve hævede helt som ventet sin rente onsdag med 0,25 pct.point, men selv om banken nu har en blidere formulering om "nogle" flere gradvise forhøjelser, og selv om bankens renteprik-diagram indikerer to renteforhøjelser i 2019 mod de ventede tre i meldingen fra september, så var det ikke nok.

Det gav faktisk først lidt aktiestigninger, men da formanden for centralbanken, Jerome Powell, på et efterfølgende pressemøde bemærkede, at markedsuro formentlig ikke vil mærke økonomien, begyndte udsalget.

- Det var ikke så dueagtigt, som markedet havde håbet. Hvorfor fortsætter de med at gøre dette, taget uroen, vi har i markedet, i betragtning? Hvorfor sætter de sig ikke ned og tager en pause nu?, sagde Peter Jankovskis, investeringschef hos Oakbrook Investments, om Federal Reserve, til Bloomberg News.

BREDE FALD

Kursfaldene skete over en bred kam med fald til alle 11 sektorer i S&P 500-indekset. Værst gik det for cyklisk forbrug og it-aktierne, som faldt med henholdsvis 2,2 og 1,9 pct.

For de store navne i indeksets vedkommende blev der også trykket hårdt på salgsknappen.

Apple tabte 3,1 pct., mens Amazon mistede 3,6 pct., og Microsoft gik tilbage med 0,3 pct. Udsalget ramte igen halvlederaktierne, hvor store navne som Nvidia, Texas Instruments og Intel faldt med 5,5 pct., 4,2 pct. og 4,6 pct.

Desuden blev Facebook handlet kraftigt ned med 5,4 pct. Det sociale medie var særligt ramt, da statsanklageren i Washington onsdag rejste en sag mod selskabet, fordi det i sin tid lod Cambridge Analytica få adgang til og misbruge data på 87 mio. af dets brugere.

FEDEX STRAFFET

Blandt de nyhedsaktuelle selskaber var onsdag også Fedex.

Fedex kørte som ventet i grøften onsdag efter en nedjustering tirsdag aften i regnskabet for andet kvartal. Ifølge finansdirektør Alan Graf er Fedex ramt af den "igangværende opbremsning i den globale handel".

Fedex, der ellers kom pænt gennem andet kvartal og slog analytikerforventningerne, faldt med 12,2 pct. onsdag.

Blandt onsdagens regnskabsaktuelle var også General Mills.

Selskabet, der er på kundelisten hos Chr. Hansen og blandt andet laver morgenmadsproduktet Cheerios, Häagen-Dass-is og Bugles-chips, steg 5,0 pct. efter et andet kvartal, der viste et overskud per aktie på 0,85 dollar mod ventede 0,81 dollar ifølge Bloomberg News.

Medicinalselskabet Allergan, der nok er mest kendt for rynkemidlet Botox, var derimod i modvind og faldt 7,0 pct. Det skete, efter det er kommet frem, at selskabet skal trække en række brystimplantater tilbage fra det europæiske marked.

POSITIVE TONER FRA NOVO-KONKURRENT

Medicinalgiganten Eli Lilly, der inden for diabetesbehandling er en stor konkurrent til Novo Nordisk, kom onsdag med opløftende forventninger til salget til næste år.

I 2019 venter selskabet at nå en omsætning på 25,3 til 25,8 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News på forhånd ventet, at Eli Lilly ville kunne nå en omsætning på 24,7 mia. dollar til næste år.

Aktien steg med 2,5 pct. onsdag.

Endelig var der yderligere medicinalfokus, da en dommer i St. Louis afgjorde, at Johnson & Johnson ikke kan få lov at prøve en sag, hvor koncernen blev dømt til at betale 4,69 mia. dollar i erstatning til 22 kvinder, påny. Domstolen fandt i juli, at Johnson & Johnsons babypudder havde asbestforekomster i sig og var årsag til, at kvinderne udviklede livmoderkræft.

Johnson & Johnsons aktie faldt 2,2 pct. onsdag.

Læs også
Top job