USA/åbning: Tesla styrtdykker i rødt amerikansk aktiemarked
Røde kurser præger det amerikanske aktiemarked ved handelsstart onsdag, hvor handlerne igen er vendt tilbage efter en kort nytårspause.
Det brede S&P 500-indeks starter 1,4 pct. lavere, mens det smallere Dow Jones-indeks taber 1,5 pct., og det it- og teknologitunge Nasdaq-indeks går tilbage med 1,7 pct.
Nye kinesiske PMI-tal, der blev offentliggjort natten til onsdag dansk tid af Caixin, har skabt en smule uro på de finansielle markeder onsdag. Målingen for fremstillingssektoren ramte nemlig det laveste niveau, der er registreret siden maj forrige år, og samtidig var indekset i december end del under økonomernes forventninger.
Investorerne i USA kunne ellers glæde sig over stigninger på årets sidste handelsdag mandag, hvor de tre ledende indeks lukkede med stigninger på mellem 0,8 pct. og 1,2 pct.
Onsdag vil handlerne også holde øje med de nye forhandlinger mellem Demokraterne og Donald Trump angående nedlukningen af den offentlige sektor.
På selskabssiden har opmærksomheden samlet sig om den amerikanske elbilproducent Tesla, og investorerne sender fra start aktien ned med 9,1 pct.
Det amerikanske selskab annoncerede onsdag eftermiddag, at det har leveret 63.150 model 3-biler i fjerde kvartal, og det var en smule under analytikernes estimat på 63.698.
Samtidig oplyste Tesla, at selskabet vil sænke prisen på biler i USA med 2000 dollar, og den nyhed har investorerne altså taget negativt imod.
/ritzau/FINANS