USA/tendens: Godt nøgletal får futures til at snuble
De amerikanske aktier lå længe til at stige torsdag, men et ellers positivt nøgletal klokken 14.30 - en time før børsåbning - har vendt billedet på hovedet.
Ugens rapport over nytilmeldte ledige viste kun 199.000 nye ansigter i ledighedskøen - det er knap 20.000 mindre end ventet og samtidig det laveste i 50 år.
Den umiddelbart gode nyhed har dog ikke skabt jubel blandt aktieinvestorerne. Tallet øger de gode takter fra arbejdsmarkedet chancen for flere renteforhøjelser fra centralbanken, og det styrker den amerikanske dollar og svækker de amerikanske aktier.
Således vendte den amerikanske S&P 500-future hurtigt fra et plus på 0,2 pct. til et minus på 0,1 pct. efter nyheden. Også Dow Jones-indekset indikeres at åbne omkring eller under nulpunktet, mens Nasdaq-indekset klarer sig lidt bedre med et løft på 0,3 pct.
Sidstnævnte understøttes af generelt gode takter fra mikrochip- og halvledersektoren, hvor selskaber som Xilinx og Lam Research har fremvist kvartalsregnskaber, der overraskede til den positive side. Også STMicroelectronics i Europa begejstrer investorerne, og Texas Instruments' regnskaber bliver også godkendt.
Xilinx og Lam stiger med henholdsvis 9 og 6 pct. i formarkedet, mens Texas Instruments går frem med 2 pct.
Sidstnævnte, kom med sine tal efter markedets onsdag, og det indeholdt en skuffende melding på prognosen for første kvartal. Visse investorer havde dog frygtet værre midt i en turbulent tid for sektoren med handelskrig og opbremsende salg hos kæmpen Apple.
Texas Instruments, der målt på markedsværdi er den tredjestørste i den amerikanske halvledersektor efter Intel og Broadcom, regner med, at selskabet i første kvartal vil se en omsætning i intervallet 3,34 til 3,62 mia. dollar. Det skal sammenholdes med, at konsensus på Wall Street på forkant lød på 3,60 mia. dollar.
På bundlinjen forventer Texas Instruments i første kvartal desuden en justeret indtjening på 1,03 til 1,21 dollar per aktie. Igen skuffer det i forhold til en forventning i markedet om 1,21 dollar.
Chipproducenten kom ellers gennem sit fjerde kvartal med en pæn bundlinje i form af et justeret overskud per aktie på 1,35 dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 1,30 dollar.
Den store amerikanske bilproducent Ford Motor Co. fik et nettotab i fjerde kvartal efter et meget svært 2018, og samtidig står en anden stor usikkerhed for døren hos Ford - nemlig et muligt hårdt brexit.
Fords bundlinje, målt på Gaap-resultatet, endte i perioden fra oktober til december med et minus på 116 mio. dollar mod et ventet plus på 1,27 mia. dollar. Det er blot anden gang siden 2009, at Ford oplever et bundlinjeminus i et kvartal, skriver Bloomberg News. Et udfordrende forretningsklima var yderligere negativt påvirket af en hensættelse på 877 mio. dollar i perioden i forbindelse med Fords pensionsforpligtelser.
- Vi forstår, at dele af forretningen skal forbedre sig, i nogle tilfælde dramatisk. Vi ved, hvad vi skal gøre, og vi handler derefter. Vi tager skridt til at redesigne forretningen, især uden for Nordamerika, sagde Bob Shanks, finansdirektør i Ford, til journalister onsdag.
Trængslerne er dog ikke overstået for Ford, da et hårdt brexit - muligvis den 29. marts - kan ramme koncernen, der er det mest sælgende bilmærke i Storbritannien, og få "betydelig effekt", ifølge Shanks.
Ford-aktien ligger lige omkring nulpunktet i formarkedet med en beskeden fremgang på 0,2 pct.
I luftfartsbranchen er der kursfest hos både Southwest Airlines og American Airlines, der begge har aflagt kvartalsregnskaber til den gode side. Southwest stiger 5,3 pct., mens American Airlines går 5,8 pct. frem.
/ritzau/FINANS