Bankaktier tager tur sydover efter manglende TLTRO-beslutning
Den Europæiske Centralbank (ECB) tog ikke en beslutning om brugen af attraktive langsigtede lån til forretningsbankerne, de såkaldte TLTRO-lån, på torsdagens rentemøde, og det har sendte de europæiske bankaktier en tur sydover.
Der var ellers pæne plusser i sektoren, men som pressemødet, der afsluttede ECB's rentemøde, skred frem, blev de vendt til det negative.
Ifølge Bloomberg News steg banksektoren i det paneuropæiske Stoxx 600-indeks op til 0,9 pct. inden pressemødet, mens sektoren nu ligger til et fald på 0,7 pct.
Heller ikke de danske banker er gået fri. Danske Bank fik lagt cirka 1 pct. til sit fald under pressemødet, så aktien nu falder 1,5 pct. til 123,15 kr., mens Jyske Bank-aktien vendte et plus på 0,7 pct. til et fald på 0,1 pct. til 249,10 kr.
Aktien i Sydbank falder 0,1 pct. til 157,2 kr. ved 15-tiden. Inden centralbankchef Mario Draghis kommentar på pressemødet lå aktien til et plus på 0,4 pct.
/ritzau/FINANS