USA/åbning: Kun teknologi klarer sig pænt på Wall Street
Børsåbningen torsdag på Wall Street byder på små udsving i de store amerikanske indeks, men med lidt bedre takter for det teknologitunge Nasdaq.
De amerikanske aktier lå længe til at stige torsdag, men et ellers positivt nøgletal klokken 14.30 - en time før børsåbning fjernede noget af fremdriften. Ugens rapport over nytilmeldte ledige viste kun 199.000 nye ansigter i ledighedskøen - det er knap 20.000 færre end ventet og samtidig det laveste antal i 50 år.
Den umiddelbart gode nyhed har dog ikke skabt jubel blandt aktieinvestorerne. De gode takter fra arbejdsmarkedet øger sandsynligheden for flere renteforhøjelser fra centralbanken, og det kan gøre det sværere for selskaberne at opretholde væksten på samme høje niveau.
Efter fem minutters handel ligger S&P 500-indekset til et lille minus, og Dow Jones falder 0,1 pct., mens Nasdaq-indekset stiger 0,4 pct.
Sidstnævnte understøttes af gode takter fra mikrochip- og halvledersektoren, hvor selskaber som Xilinx og Lam Research har fremvist kvartalsregnskaber, der overraskede til den positive side. Også STMicroelectronics i Europa begejstrer investorerne, og Texas Instruments' regnskab blev også godkendt.
Xilinx og Lam stiger med henholdsvis 12 og 10 pct. i formarkedet, mens Texas Instruments går frem med 3 pct.
Sidstnævnte kom med sin kvartalsopdatering onsdag aften og gav en skuffende prognose for første kvartal. Visse investorer havde dog frygtet værre midt i en turbulent tid for sektoren med handelskrig og opbremsende salg hos kæmpen Apple.
Texas Instruments, der målt på markedsværdi er den tredjestørste i den amerikanske halvledersektor efter Intel og Broadcom, regner med, at selskabet i første kvartal vil se en omsætning i intervallet 3,34 til 3,62 mia. dollar. Det skal sammenholdes med, at konsensus på Wall Street på forkant lød på 3,60 mia. dollar.
På bundlinjen forventer Texas Instruments i første kvartal desuden en justeret indtjening på 1,03 til 1,21 dollar per aktie. Igen skuffer det i forhold til en forventning i markedet om 1,21 dollar.
Chipproducenten kom ellers gennem sit fjerde kvartal med en pæn bundlinje i form af et justeret overskud per aktie på 1,35 dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 1,30 dollar.
Den store amerikanske bilproducent Ford fik et nettotab i fjerde kvartal efter et meget svært 2018, og samtidig står en anden stor usikkerhed for døren hos Ford - nemlig et muligt hårdt brexit.
Fords bundlinje, målt på Gaap-resultatet, endte i perioden fra oktober til december med et minus på 116 mio. dollar mod et ventet plus på 1,27 mia. dollar. Det er blot anden gang siden 2009, at Ford oplever et bundlinjeminus i et kvartal, skriver Bloomberg News. Et udfordrende forretningsklima var yderligere negativt påvirket af en hensættelse på 877 mio. dollar i perioden i forbindelse med Fords pensionsforpligtelser.
- Vi forstår, at dele af forretningen skal forbedre sig, i nogle tilfælde dramatisk. Vi ved, hvad vi skal gøre, og vi handler derefter. Vi tager skridt til at redesigne forretningen, især uden for Nordamerika, sagde Bob Shanks, finansdirektør i Ford, til journalister onsdag.
Trængslerne er dog ikke overstået for Ford, da et hårdt brexit - muligvis den 29. marts - kan ramme koncernen, der er det mest sælgende bilmærke i Storbritannien, og få "betydelig effekt", ifølge Shanks.
Ford-aktien starter torsdagens handel med at falde 0,8 pct.
I luftfartsbranchen er der kursfest hos både Southwest Airlines og American Airlines, der begge har aflagt kvartalsregnskaber til den gode side. Southwest stiger 4,2 pct., mens American Airlines går 6,0 pct. frem.
/ritzau/FINANS