Aktier/middag: Novo trækker godt op i C25 efter regnskab
Novo Nordisk og Danske Bank har leveret regnskab inden børstid fredag, og markedet sender Novo til tops, mens Danske Bank ligger i den tunge ende.
Samlet går C25-indekset op med 1,5 pct. til indeks 1051,05.
Underliggende er der lidt positivt nyt til markedet.
- Øget tro, på at handelssamtalerne mellem USA og Kina går den rigtige vej - mod en løsning - sammenholdt med meldingerne onsdag aften fra den amerikanske centralbank, tyder godt for aktiemarkedet generelt, vurderer afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank over for Ritzau Finans.
At det danske marked outperformer sine europæiske kolleger skyldes fremgangen i Novo-aktien, der er C25-indeksets tungeste aktie.
Novo Nordisk ligger i toppen af C25 med en stigning på 3,6 pct. til 315,20 kr., efter at medicinalkoncernen har afleveret regnskab.
- Det var alt i alt et udmærket regnskab, hvor nye produkter som Ozempic og Saxenda klarer sig godt, vurderer Ole Kjær Jensen, der også skønner, at forventningerne er til den bedre side - specielt for driftsresultatet (EBIT).
Novo omsatte for 29,7 mia. kr. mod ventet 29,9 mia. kr., mens EBIT endte på 10,8 mia. kr. mod ventet 11,3 mia. Det gav på bundlinjen et nettooverskud på 8497 mio. kr. mod ventet 8734 mio. kr.
For det nye år spår Novo encifret vækst i omsætning og indtjening målt i lokal valuta. Omsætningen ventes at vokse med 2-5 pct., og driftsindtjeningen ses stige med 2-6 pct.
Væksten i kroner ventes at blive henholdsvis 2 og 4 pct.point højere målt på omsætningen og driftsresultat. Det svarer til en vækst i omsætningen på 4-7 pct. målt i kroner og en fremgang i driftsindtjeningen på 6-10 pct.
DANSKE BANK STIGER
Også Danske Bank, som stiger 1,2 pct. til 122 kr., har været på banen med regnskab for fjerde kvartal.
- Tallene fra Danske Bank var stort set på linje med det ventede, mens forventningerne er lidt til den svage side, vurderer afdelingsdirektøren. Han noterer sig desuden, at der ikke var meget nyt om hvidvasksagen, og han venter, at der går en rum tid, før der kommer noget nyt derfra.
- Og det er nyt om hvidvask-sagen, der skal til før aktien kan rykke.
Regnskabet viser små positive overraskelser for de samlede indtægter og bundlinjen, da indtægterne i alt løb op i 10.931 mio. kr. mod ventet 10.849 mio. kr., mens nettooverskuddet endte på 3415 mio. kr. mod ventet 3410 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.
For det nye år venter Danske Bank et nettooverskud på mellem 14 og 16 mia. kr., hvor der til sammenligning blev tjent 15 mia. kr. sidste år.
AMBU SÆNKET AF ANALYSEHUS
I et ellers positivt dansk aktiemarked falder Ambu-aktien fredag markante 6,6 pct. til 161,30 kr. og placerer sig suverænt i bunden af C25-indekset.
Det skyldes, at en analytiker har sænket sin anbefaling af medicoaktien. Det oplyser Daniel Fabricius, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier til Ritzau Finans.
Mærsk, hvis B-aktie stiger 0,5 pct. til 8704 kr., har fået nyt om rateudviklingen. Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt på en stribe ruter fra Shanghai og ud i verden, faldt i ugen med 1,2 pct.
Entreprenørvirksomheden Per Aarsleff er under teknisk pres, da der fredag fragår et udbytte på 5 kr. per aktie. Aktien falder dog "kun" 3 kr. eller 1,4 pct. til 212 kr.
ANALYSENYT PÅVIRKER
Flere analytikere har kigget på danske aktier.
Torsdag var Ørsted et af de regnskabsaktuelle selskaber, og efterfølgende er kursmålet løftet hos flere finanshuse. Blandt andet hos Morgan Stanley, hvor kursmålet nu lyder på 505 kr. mod tidligere 475 kr. Anbefalingen "overvægt" fastholdes for Ørsted-aktien, der stiger 0,1 pct. til 469,50 kr.
Også FLSmidth kom med regnskab torsdag. Fire analytikere har sænket kursmålet på selskabet. FLSmidth-aktien stiger 1,1 pct. til 308,10 kr.
Vestas fået hævet kursmålet af Jyske Bank til 590 kr. fra 550 kr., mens købsanbefalingen gentages. Vestas-aktien stiger 0,2 pct. til 539 kr.
/ritzau/FINANS