USA/åbning: Indeks genoptager himmelflugt
Rekordernes tid synes langt fra forbi. De amerikanske aktier lægger i hvert fald an til nye stigninger, efter at de tre toneangivende indeks ramte rekordniveauer i sidste uge.
Fra handlens begyndelse mandag stiger S&P 500-indekset med 0,3 pct., mens Dow Jones-aktierne ligger 0,4 pct. højere. Nasdaq 100 letter med 0,3 pct.
Fredag lukkede både S&P 500 og Dow Jones med små fald, mens Nasdaq-papirerne til gengæld sluttede dagen med en gevinst på 0,1 pct., og det var nok til at fastholde endnu en dag i det højeste niveau nogensinde.
- Der er sandsynlighed for, at de amerikanske markeder forsætter op. Vi kommer formentlig ikke til at se nogen stramninger af pengepolitikken fra centralbanker fremadrettet, og i Federal Reserves tilfælde er den forventning blevet forstærket af de skuffende tal for detailsalget i juli, siger Michael Hewson, markedsstrateg ved CMC Markets, til Bloomberg News.
- Når renterne er lave eller negative, er aktierne i sidste ende det eneste, du kan sætte dine penge i, uanset hvordan du opfatter værdisætningen, fortsætter han.
Fredag stod det klart, at det vigtige detailsalg i USA udviklede sig svagere end forudset i juli med en flad udvikling på månedsbasis, mens økonomer havde estimeret en stigning på 0,4 pct. Det var med til at skabe en slukøret stemning på aktiemarkedet.
Trods rekorder i alle tre hovedindeks i sidste uge blev S&P 500-indeksets stigning begrænset til et stykke under 0,1 pct. set over ugen. Dow Jones steg knap 0,2 pct., mens Nasdaq-papirerne gjorde det bedst med en ugestigning på godt 0,2 pct.
En time før åbning mandag kom der erhvervstillidstal fra New York-regionen i form af Empire State Manufacturing-indekset. Indekset skuffede gevaldigt, da det ramte et negativt indeksniveau på 4,21 fra 0,55 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet et indeks på 2,0.
/ritzau/FINANS