USA/åbning: Indeks følges ad i grøn åbning
Wall Street åbner tirsdagens handel med positive fortegn for alle tre toneangivende indeks.
S&P 500 stiger 0,5 pct., og både Dow Jones og Nasdaq 100 følger trop med en stigning på samme niveau kort tid efter handelsstart.
Tirsdag er der kommet regnskab fra den største amerikanske forbrugerelektronikkæde, Best Buy, der løb fra analytikernes forventninger i andet kvartal.
Aktien stiger med 15,7 pct., efter at kæden i kvartalet fik et justeret resultat af fortsættende aktiviteter på 0,57 dollar mod ventede 0,43 dollar.
Omsætningen steg i perioden maj, juni og juli med 0,8 pct., hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet et fald på 0,6 pct. Samlet solgte kæden for 8,53 mia. dollar tablets, computere, laptops og andet elektronisk udstyr mod ventede 8,39 mia. dollar. Og det stopper ikke her. Best Buy venter, at omsætningen vil vokse med 1 pct. i tredje kvartal.
MONSANTO-SALG KOMMER NÆRMERE
Der er også nyt fra Monsanto, der er kommet nærmere en fusion med tyske Bayer, skriver Bloomberg News.
Kilder med indblik i sagen oplyser til nyhedsbureauet, at topcheferne for Bayer og Monsanto har haft en række konstruktive møder i gennem de seneste uger. Drøftelserne kan ifølge kilderne munde ud i en aftale i løbet af de næste to uger.
Bayer fremsatte i maj et købstilbud på Monsanto på 122 dollar per aktie, men fik en kurv. Derefter blev buddet løftet til 125 dollar per aktie, svarende til samlet 55 mia. dollar, men også dette bud blev afvist - dog med besked om, at Monsanto var åben for samtaler med Bayer og eventuelt andre interesserede.
Monsanto stiger tirsdag med 3,7 pct.
Investorerne kan kort efter åbningen skele til flere nøgletal. Første tal var PMI-tal for industrien i august. Tallene viste et fald til indeks 52,1, hvor økonomer ifølge Bloomberg News havde ventet 52,6.
Der kommer også en juli-status over salget af nye boliger.
Mandag lukkede S&P 500-indekset med et minus på under 0,1 pct. De tunge aktier i Dow Jones faldt godt nok 0,1 pct., mens Nasdaq-papirerne sluttede dagen med et plus på godt 0,1 pct.
/ritzau/FINANS