USA/tendens: Wall Street ser ud til at stige oven på jobtal
De amerikanske aktiemarkeder ser ud til at ville indlede fredagens aktiehandel med stigninger, på trods af at landets jobrapport for august ellers har skuffet i forhold til markedets forventninger.
Inden offentliggørelsen af den seneste rapport, der dækker over beskæftigelsen i verdens største økonomi, pegede amerikanske aktiefutures mod en relativt flad åbning.
Oven på præsentationen af jobrapporten bliver det imidlertid indikeret, at handlen på Wall Street vil starte ugens sidste handelsdag i positivt terræn, idet de fleste futures indikerer stigninger fra start på mellem 0,2 og 0,4 pct.
Det følger i forlængelse af en torsdag, hvor S&P 500-indekset lukkede fladt, Dow Jones-indekset sluttede 0,1 pct. højere, og Nasdaq-indekset gik frem med 0,3 pct.
Den meget imødesete jobrapport for august viste blandt andet en svagere jobskabelse uden for landbruget i USA end ventet. Til gengæld blev jobtallet for juli oprevideret, hvilket kan være en grund til, at investorerne har taget den ellers overordnede skuffelse med oprejst pande.
VERIFONE PÅ VEJ MOD FALD
Blandt de amerikanske selskaber ser Verifone, der levere betalingsløsninger, ud til at gå en grum dag i møde, efter at selskabet ifølge Bloomberg News har sænket sine forventninger til både den fremtidige omsætning og indtjening. I formarkedet falder aktien 16,6 pct. til 16,77 dollar.
Også canadiske Lululemon, der sælger tøj til yoga og andre sportsaktiviteter, kan få nogle klø i fredagens handel, på trods af at selskabet i forbindelse med sit halvårsregnskab har opjusteret sine forventninger til helårets indtjening.
Det skyldes ifølge Bloomberg News, at selskabet ikke venter en lige så stor vækst på bundlinjen som analytikerne. I formarkedet falder virksomhedens aktie med 8,1 pct. til 70,44 dollar.
/ritzau/FINANS