Obligationer

USA/T-bond: Lette rentefald mandag

De amerikanske renter faldt let mandag, da investorerne vendte tilbage til obligationerne efter fredagens frasalg, da jobrapporten for august havde vist overraskende stort lønpres.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med knap 1 basispoint til 2,93 pct.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation steg omvendt med 1 basispunkt til 2,71 pct.

Tirsdag morgen ligger rente på begge løbetider uændrede på markedet i Tokyo. Det er samtidig omtrent samme niveau, som da det danske obligationsmarked lukkede mandag.

Udviklingen mandag fulgte efter et større rentehop fredag, hvor både den toårige og den tiårige rente steg med 7 basispoint.

- Det er et elastik comeback efter fredagens udsalg, siger Guy LeBas, chefstrateg for renteinvesteringer i Janney Montgomery Scott, til The Wall Street Journal.

Fredagens rentestigninger skyldtes jobrapporten fra det amerikanske arbejdsministerium for august, som viste en stigning i de gennemsnitlige timelønninger på 2,9 pct. Det var mere end de ventede 2,7 pct., og det højeste i ni år.

De stigende lønninger har været ventet længe på baggrund af en arbejdsløshed i USA på det laveste, 3,9 pct., i flere årtier. Det taler nemlig for, at der på et tidspunkt kommer mangel på arbejdskraft med stigende lønninger som konsekvens - og dermed inflation.

Når inflationen stiger, så udhules værdien af de aftalte pengestrømme ved en obligation, og derfor falder den i kursværdi, mens renten stiger.

Med udviklingen i de to renter mandag stejlede rentekurven til 22 basispoint.

Rentekurven, forskellen på renten mellem den tiårige og den toårige statsobligation i USA, følges tæt af investorer og økonomer, da den gennem de seneste 50 år - syv gange i alt - har forvarslet en recession i amerikansk økonomi ved at vende rundt, eller gå i minus, således at den toårige rente har ligget over den tiårige.

Ved årsskiftet lå rentekurven i 52 basispoint.

Læs også
Top job