USA/T-bond: Rentestigninger mandag - trukket af Draghi
De amerikanske renter tikkede op mandag, selv om investorerne skyede aktierne, men meldinger fra Europa om stærk underliggende inflation holdt renterne oppe. De faldt dog lidt tilbage, da de seneste forviklinger i amerikansk politik startede spekulationer om, at USA vicejustitsminister vil blive fyret eller vil sige op.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med knap 2 basispoint til 3,08 pct. Henover mandagen svingede renten mellem 3,06 og 3,09 pct.
Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation steg også med godt 1 basispunkt til 2,82 pct.
Tirsdag morgen ligger den tiårige rente i 3,09 pct., mens den toårige rente er på 2,83 pct. på markedet i Tokyo.
Det er 2 basispoint mere, end da det danske obligationsmarked lukkede mandag.
I USA blev obligationskurserne sendt ned, og renterne op, på nyheden om, at chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB) ser en stærk underliggende inflation i eurozonen.
- Den underliggende inflation forventes at stige yderligere over de kommende måneder, da et strammere arbejdsmarked presser lønvæksten op, sagde Mario Draghi mandag ifølge Bloomberg News.
Tiltagende inflation udhuler værdien af de aftalte betalinger ved en obligation, hvilket sænker kursværdien, og dermed stiger renterne.
Renten faldt dog tilbage fra de 3,09 pct., da det kom frem at USA's vicejustitsminister, Rod Rosenstein, vil sige op eller måske blive fyret.
Spekulationerne i Washington kom, efter New York Times fredag skrev, at Rosenstein på et tidspunkt diskuterede muligheden for at afsætte præsident Donald Trump på baggrund af manglende kompetencer til at varetage embedet.
Rosenstein har dog afvist artiklens indhold.
- Der er ikke andet, som kan forklare de pludselige bud. Det kunne blive en stor kilde til usikkerhed, forklarer Priya Misra, rentechef hos TD Securities, til The Wall Street Journal, som årsagen til, at obligationskurserne løftede sig lidt.
Rod Rosenstein og hans nærmeste chef, justitsminister Jeff Sessions, har begge været udsat for stor kritik af præsident Trump.
Rosenstein er chef for den særlige efterforsker, Robert Mueller, der undersøger Ruslands mulige indblanding i det amerikanske præsidentvalg. Jeff Session har tidligere erklæret sig for inhabil i sagen. Trump har kaldt undersøgelsen en "heksejagt".



