Obligationer

Mandagens obligationer: Italien og Storbritannien sendte renten sydpå

Der blev ventet på nyt fra både Italien og Storbritannien mandag, og inden handlerne lukkede bøgerne, var der kommet hvid røg fra det italienske.

Den italienske premierminister, Giuseppe Conte, forsvarede budgettet for 2019, og ved en pressekonference mandag sagde Conte, at han ønsker en konstruktiv dialog med EU-Kommissionen om det kritiserede budget.

Premierministeren vurderede, at der vil være vækst i Italiens økonomi, så snart regeringens reformer er implementeret. Men at næste års underskud forsat vil ligge på omkring 2,4 pct. af BNP.

En talsmand fra EU-Kommissionen - Schinas Margaritis - oplyste ifølge Reuters, at kommissionen tirsdag vil diskutere, hvad næste skridt er.

Det danske tiårige statsobligation endte i 0,40 pct. efter at have været oppe i 0,43 pct. tidligere på dagen. Mandagens rente var var blot 1 basispoint højere end ved lukketid fredag.

Efter dansk markedslukning var det ventet, at den britiske premierminister, Theresa May, i en tale til Underhuset ville fortælle, at en aftale mellem EU og Storbritannien næsten var på plads.

May er dog i strid modvind i egne rækker. Hvis de konservative skal stemme om mistillid til May, skal mindst 48 konservative parlamentarikere sende brev til formanden for partiets såkaldte "1922 Komite", der håndterer sådanne forhold. Søndag var der sendt 46 breve.

Læs også
Top job