Obligationer/tendens: Politisk aftale i USA kan sende renten op
Der er mindre rentestigninger i sigte på det danske obligationsmarked tirsdag. De amerikanske renter er steget efter dansk børslukketid mandag, blandt andet efter at amerikanske politikere har indgået en principaftale om grænsesikkerhed, som kan betyde, at endnu en regeringsnedlukning undgås.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligationer er steget 3 basispoint til 2,68 pct. efter aftalen, der blev indgået natten til tirsdag dansk tid. Også de amerikanske aktiefutures steg. Ved dansk børslukketid mandag lå den amerikanske rente i 2,65 pct.
Der er tirsdag stort set tomt i nøgletalskalenderen med en erhvervsmåling fra USA som eneste punkt på dagsordenen. Det er NFIB-indekset, der måler aktiviteten blandt mindre amerikanske virksomheder, som offentliggøres allerede klokken 12.
- Vi vurderer, at det danske obligationsmarked vil åbne med tendens til mindre rentestigninger. NFIB kan til middag være en retningspil for obligationsmarkedet. Hvis erhvervstilliden skuffer, kan det betyde rentefald, skriver Kim Blindbæk, makroanalytiker i Sydbank, i en morgenkommentar.
Efter dansk børslukketid taler den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, men her venter Sydbank ikke banebrydende nyt.
Mandag steg renten på den tiårige danske statsobligation med udløb i 2027 med 3 basispoint til 0,03 pct. Papiret lukkede med en rente på 0,002 pct. i fredags, hvilket var det hidtil laveste tiårige renteniveau siden 2016 og det laveste nogensinde for den pågældende obligationsserie.
/ritzau/FINANS