Tirsdagens obligationer: Renten tog endnu et dyk
Den tiårige danske rente endte tirsdag endnu lavere end mandagens bundrekord og i negativt territorium.
Renten på det toneangivende statspapir med udløb i 2025 sank til minus 0,0053 pct. Dermed kom renten endnu lavere ned end det negative lukkeniveau på 0,0038 pct. mandag eftermiddag.
Og der vil ikke ske de store ændringer i det lave renteniveau før fredag, hvor chefen for USA's centralbank, Janet Yellen, skal tale på Jackson Hole-mødet for topfolk fra verdens centralbanker, vurderer Rasmus Gudum-Sessingø, seniorøkonom i Handelsbanken.
Forskydningen i forventningen om en snarlig renteforhøjelse fra den amerikanske centralbank har forankret renterne på et lavt niveau efter brexit-afstemningen i Storbritannien.
- I den her uge er der én hovedbegivenhed på fredag, der gør, at renterne ikke skal nogen nye veje, siger Rasmus Gudum-Sessingø til Ritzau Finans.
Håbet er, at centralbankchefen vil skære igennem og hjælpe markedsdeltagerne med at fortolke den seneste uges mange Federal Reserve-udmeldinger, der har sendt tvetydige signaler om renteplanerne.
- Hvis Yellen føler sig foranlediget til på en eller anden måde at signalere, at renterne går op, så kan det være, det kan sprænge det her lave niveau, som vi har kørt sidelæns på i noget tid, siger seniorøkonomen.
I løbet af eftermiddagen kom der flere nøgletal, hvoraf særligt salget af nye boliger i USA overraskede positivt. Det kunne dog ikke ændre på den nedadgående tendens på rentemarkedet herhjemme.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
/ritzau/FINANS