Valuta: Dollar styrkes en anelse op til pengepolitisk møde i Fed
Der er relativ stilhed på valutamarkedet tirsdag morgen, hvor dollar styrkes en anelse, mens investorerne ser frem mod det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Mødet afsluttes i morgen, onsdag, og markedet venter i vid udstrækning, at banken hæver renten med endnu 0,25 pct.point - den tredje forhøjelse i 2018.
Udsigten til højere renter støtter op om dollar, der i forvejen har fundet lidt støtte i den intensiverende handelskrig mellem Kina og USA, der fremkalder en vis usikkerhed om udsigterne for den globale vækst og for det bredere pengepolitiske perspektiv for nogle af de nye markedsøkonomier.
- På trods af handelsspændingerne mellem USA og Kina er den amerikanske økonomi okay. Derfor kan Fed fortsætte med at stramme (pengepolitikken, red.), siger chefstrateg Masafumi Yamamoto fra Mizuho Securities til Reuters.
Mandag indførte USA og Kina en ny omgang afgifter på deres respektive import fra hinanden uden tegn på, at hverken den ene eller den anden side er villig til at give sig i konflikten.
EURO VIGER EN ANELSE
Euro giver sig en smule efter at have nået et mere end tre måneders højdepunkt mandag, oven på at Den Europæiske Centralbanks topchef, Mario Draghi, udtrykte tillid til euroområdets inflation og lønudvikling.
Mario Draghi beskrev en acceleration i den underliggende inflation i euroområdet som "relativt kraftig" og udtrykte tillid til, at en stigning i lønvæksten vil fortsætte. Men han bekræftede samtidig, at ECB vil holde renten på det nuværende "klippefaste" niveau indtil eftersommeren næste år.
- Stemningen blandt euroområdets virksomheder er ikke helt så stærk som før, så jeg synes ikke, at det er tid for ECB til at stramme retorikken, siger Mizuho Yamamoto.
Pund sterling koster tirsdag morgen 1,3105 dollar mod 1,3135 dollar mandag eftermiddag.
Euro koster tirsdag morgen 1,1740 dollar mod 1,1765 dollar mandag eftermiddag, og dollar koster 112,85 yen mod 112,45 yen mandag eftermiddag.
Dermed går der 132,50 yen på en euro tirsdag morgen mod 132,30 yen mandag eftermiddag, og der går 0,8960 pund på en euro tirsdag morgen mod 0,8955 pund mandag eftermiddag.



