Valuta: Rolig kursudvikling op til amerikansk lukkedag
Det er ro på valutamarkedet onsdag morgen, hvor markedsdeltagerne forsøger at finde vej gennem junglen af forskelligrettede informationer og den deraf følgende indflydelse på valutakurserne.
Fra USA har præsident Donald Trumps seneste tweet om, at hvis ikke en aftale med Kina falder på plads, så skal man huske, at Trump er "Tariff Man".
Det har fået den indledende begejstring over weekendens våbenhvile i handelskrigen mellem USA og Kina til at blegne, mens det amerikanske obligationsmarked har sendt bekymrende tegn for den fremtidige økonomiske udvikling qua en inversion af den amerikanske rentekurve mellem to-treårige og femårige T-bonds.
Det tages som et varsel om, at en amerikansk recession er krøbet nærmere.
- I den indledende fase af en inversion af rentekurven er markederne bekymrede over, om der vil komme en recession. De reagerer mere aggressivt på svage data end på stærke data. Jeg tror, at dollar kan være i korrektionsmodus i et rentekurve-inverst miljø, siger chefstrateg Masafumi Yamamoto fra Mizuho Securities i Tokyo til Reuters.
Modsat præsident Trump er der positive signaler fra Kina.
Kinas handelsministerium oplyser i en erklæring, at en kinesisk handels- og økonomidelegation har holdt et vellykket møde med den amerikanske modpart, og det pointeres, at der fra kinesisk side vil blive arbejdet for at gennemføre de specifikke spørgsmål, der blev aftalt, så hurtigt som muligt, samt at ministeriet er overbevist om, at de vil blive gennemført.
Onsdag får markedsdeltagerne dog et pusterum fra rentefrygten, idet de amerikanske aktie- og obligationsmarkeder vil være lukket grundet den tidligere amerikanske præsident George H. W. Bushs bisættelse.
Pund sterling koster onsdag morgen 1,2710 dollar mod 1,2725 dollar tirsdag eftermiddag.
Euro koster onsdag morgen 1,1330 dollar mod 1,1355 dollar tirsdag eftermiddag, mens dollar koster 112,95 yen mod 113,00 yen tirsdag eftermiddag.
/ritzau/FINANS