Valuta: Dollar-svækkelsen fortsætter efter Powells beroligende ord
Investorerne fortsætter med at trække sig fra dollar mandag, som er tredje dag i træk med svækkelse af den amerikanske valuta.
Over for euro er dollar svækket til 1,1445 dollar per euro mandag eftermiddag mod 1,1405 sidst på fredagen, svarende til knap 0,4 pct. Samtidig er dollarindekset faldet en kvart pct. til 95,92, hvilket er tæt på det svageste siden oktober, skriver Reuters.
Retningen blev sat sidste uge og bekræftet af fredagens kommentarer fra Jerome Powell, chefen for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der måske vil bremse op i de pengepolitiske stramninger i 2019. Det letter bekymringerne for renteeffekten på den amerikanske vækst.
Jerome Powell sagde, at centralbanken er "villig til at ændre pengepolitikken", som ellers har gået i retning af tre renteforhøjelser i løbet af 2019 oven på fire løft i 2018.
- Stigende forventninger til, at Fed sætter sine renteforhøjelser på pause vejer tungt på dollaren, og det bliver en stor faktor i de kommende dage, udtaler valutastrateg Lee Hardman fra MUFG til Reuters.
Svækkelsen af dollar kommer trods fredagens stærkere end forventede arbejdsmarkedsdata fra USA for december, da mange analytikere fortsat tror, at verdens største økonomi taber fart, og yderligere renteforhøjelser derfor er det sidste, der er brug for.
Senere på ugen, onsdag aften dansk tid, får investorerne indblik i referatet fra seneste rentemøde i Federal Reserve. Næste rentemøde er sat i kalenderen til slutningen af måneden med planlagt rentemeddelelse og pressemøde onsdag den 30. januar.
/ritzau/FINANS